Fortsæt til indhold

Aflyser stor fest med vildt populær gruppe: »Vi beklager«

Manglende opbakning og for lavt billetsalg får arrangør til at trække stikket på stor fest.

Kultur og byliv

Ordlyden er ikke til at tage fejl af i det opslag folkene bag eventet Megamix har lagt på Facebook: For få har bakket op.

»Det er med beklagelse, at vi må meddele, at Megamix 2026, som skulle have været afholdt lørdag 17. januar i Hammel Arena, desværre er aflyst. Beslutningen er truffet på baggrund af manglende opbakning og for lavt billetsalg i forsalg,« lyder det i opslaget, som fortsætter:

»Efter en samlet vurdering må vi konstatere, at interessen desværre ikke har været tilstrækkelig til at gennemføre arrangementet på det niveau og med den kvalitet, vi ønsker at levere.«

Eventfolkene oplyser, at alle billetter, der er købt i forsalg vil blive refunderet.

»Vi beklager de gener, dette måtte medføre, og takker for jeres forståelse,« afslutter ’Megamix Teamet’.

Den populære gruppe ”Ude af kontrol” var annonceret som hovednavn til årets Megamix.