Fortsæt til indhold

Husk det nu: Vigtige parkeringpladser ved station lukker

En stor del af pendlerpladsen ved Skanderborg station lukkes i 12 dage fra fredag.

Kultur og byliv
ceb

Der er rift om de godt 200 parkeringspladser ved Skanderborg Station, og fra fredag bliver det endnu sværere at finde et sted at parkere bilen ved trafikknudepunktet.

DSB lukker nemlig en stor del af parkeringspladsen, mens Banedanmark fornyer sporene og gør banen klar til elektrificering og det nye digitale signalsystem.

Det oplyser Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Arbejdet begynder på fredag 16. januar klokken 17.

Frem til onsdag 28. januar klokken 4 vil der kun være 82 parkeringspladser samt tre handicappladser.

Resten af parkeringspladserne nedlægges midlertidigt for at give plads til de togbusser, der sættes ind, mens togdriften er indstillet.

Skanderborg Kommune opfordrer borgerne til, så vidt det er muligt, at lade bilen stå hjemme, og at flere kører sammen til og fra stationen, da der ikke er mange ledige pladser i nærområdet.

Den nærmeste større parkeringsplads er på Skanderborg Fælled.

Herfra kører bybus linje 21 eller regionalbus linje 200 til Skanderborg Station.