Aarhus-hostel optaget i eksklusiv klub: Blandt Europas bedste
Det er det første jyske hostel, der bliver optaget i Europe's Famous Hostels.
Da Kolpin Hotels sidste år slog dørene op til Roberta’s Society i det gamle hovedbibliotek i Aarhus, var ambitionen at skabe et levende kulturhus med overnatning og et samlingssted for såvel aarhusianere som tilrejsende fra ind- og udland.
Det mål er indfriet, lyder det nu i en pressemeddelelse, og bekræftelsen er, at Roberta’s Society er blevet optaget i Famous Hostels Europe - en guide, der ved alt om, hvor du skal tjekke ind, når du vil bo i lækre omgivelser til en god pris.
»Det, vi først bemærkede hos Roberta’s Society var, at de lokale har taget stedet til sig. De kommer forbi til en kop kaffe, den populære fællesspisning eller et af de mange events. Det skaber en autentisk ramme for de mange turister, som både tæller backpackers, par på weekendtur og børnefamilier. Her er en unik stemning og et kosmopolitisk miljø, vi er vilde med. At huset samtidig har alle de faciliteter, man som rejsende kan ønske sig, understreger blot, hvorfor vi har valgt at optage det i Europe’s Famous Hostels som det første hostel i Jylland,« siger Vinícius Alkmim, General Manager i Europe’s Famous Hostels.
Roberta’s Society er et moderne hostel med både sovesale og private værelser, spisested med fællesspisning og á la carte-menu, bar og underholdning.
Og timingen for optagelsen i hostel-guiden kunne ikke være meget bedre, fortæller Bo Nylandsted Larsen, CCO i Kolpin Hotels.
»Vi havde et fantastisk 2025 og har høje forventninger til 2026, hvor Aros åbner deres længe ventede DOME af den verdenskendte kunstner James Turell. Det vil uden tvivl tiltrække international opmærksomhed og dermed gæster til byen. At Aros er Roberta’s Society’s nabo, gør os til et ideelt sted at bo, når du er i Aarhus. At vi samtidig blander os i toppen af europæiske hostels er god timing.”
Nyheden bliver også vel modtaget hos VisitAarhus’ direktør Pia Lange Christensen.
»Med åbningen sidste år fik vi ikke alene udvidet Aarhus’ kapacitet med 460 senge. Vi fik også et anderledes overnatningsprodukt i et hus fyldt med kunst, kultur og sociale aktiviteter. Det giver naturligvis også opmærksomhed uden for landets grænser, hvilket vi både har oplevet i form af interesse og besøg fra internationale medier i 2025 og nu med optagelsen i Europe’s Famous Hostels,« siger turistchefen.
Europe’s Famous Hostels har over 30 år på bagen. Kun 50 nøje udvalgte hostels er optaget, og det er første gang, at Aarhus har kvalificeret sig. Udvælgelsen foretages af en komité, der vurderer det enkelte hostel, hvilket også omfatter et inspektionsbesøg.