Fortsæt til indhold

Smuk Event bidrager med millioner til ny scene og ekstra oplevelser i Bøgeskoven

Skanderborg Festivalklub bruger nu fem millioner kroner af overskuddet fra datterselskabet Smuk Event til at udvikle festivalpladsen – forrest i køen står EKKO, den nye elektroniske scene, der bliver et af de taktfaste pulsslag på fremtidens Smukfest.

Kultur og byliv

Fem millioner kroner af Smuk Events opsparede overskud går nu til EKKO, den nye scene til elektronisk musik og til den overordnede udvikling af festivalpladsen.

Det oplyste bestyrelsesleder Morten Riisgaard-Dam på den netop afholdte generalforsamling i Skanderborg Festivalklub.

Smuk Event blev stiftet i 2014 på baggrund af en beslutning fra festivalklubbens medlemmer om at sætte festivalens grej, ressourcer og viden i spil året rundt og omsætte dem til økonomisk overskud – til gavn for foreningen og festivalen.

Siden da har Smuk Event skabt events og aktiviteter i hele Danmark: konceptstærke personalefester for Jyllands-Posten, Lunar Bank, Jem & Fix med flere, bar- og glampingdrift på festivalen Heartland og ikke mindst etablering og månedlang drift af fanzonen ved EM i fodbold i København, EURO2020.

Særligt i år, hvor festivalen ser frem mod store forandringer på pladsen, står det klart, at Smuk Event er med til at drive udviklingen af Smukfest ind i fremtiden
Morten Riisgaard-Dam, bestyrelsesleder, Skanderborg Festivalklub

»Smuk Event er et fantastisk eksempel på, hvordan fremsynethed fra vores medlemmer kan blive til konkrete resultater til gavn for festivalen. Særligt i år, hvor festivalen ser frem mod store forandringer på pladsen, står det klart, at Smuk Event er med til at drive udviklingen af Smukfest ind i fremtiden – og at beslutninger, vi tager i dag, skaber oplevelser for næste generation af festivalgæster,« lød det fra Morten Riisgaard-Dam.

Udover det nye elektroniske område EKKO, går overskuddet fra Smuk Event også til udviklingen af festivalpladsen, hvor der i år sker store forandringer: flytningen af scenen Månen og etableringen af TORVET. Samlet frigør de nye tiltag omkring 13.000 kvadratmeter til nye oplevelser i Bøgeskoven.

»EKKO bliver en scene, hvor nye genrer og nye generationer kan udfolde sig. Vi er stolte af, at Smuk Events arbejde nu går direkte tilbage til festivalen og fællesskabet – og til at skabe endnu flere oplevelser, mere musik og fællesskab for alle gæsterne på Smukfest,« tilføjede direktør i Smuk Event, Kasper Sandfeldt Bjergbæk.