Fortsæt til indhold

Nyt stort stenrev er på vej ved populær badestrand

Et cirka 2.000 kvadratmeter stort stenrev bliver placeret ved Den Permanente i Risskov. Revet skal både lokke fisk og snorkeldykkere til området.

Kultur og byliv
am

Et nyt stenrev i Aarhus Bugt bliver snart en realitet.

For et cirka 2.000 kvadratmeter stort stenrev skal efter planerne placeres ud for den populære badestrand Den Permanente i Risskov.

Projektet og den kommende etablering er støttet af det lokale energiselskab NRGI.

Det oplyser Teknik og Miljø i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Det er meningen, at det nye stenrev skal skabe nye levesteder for fisk, skaldyr, tang og andre havdyr i området, som i dag er præget af ensartet sandbund med lav biodiversitet, og udover at forbedre biodiversiteten skal projektet også give aarhusianerne nye oplevelser under havets overflade.

»Det her er en mærkedag for havmiljøet i Aarhus og vores indsats for at forbedre den økologiske tilstand i bugten. At en lokal virksomhed som NRGI engagerer sig så aktivt i at forbedre vores natur, viser et flot samfundssind og er samtidigt et skridt i den helt rigtige retning for at genoprette livet under havoverfladen – til glæde for dyre- og planteliv og alle os andre,« siger borgmester Anders Winnerskjold (S).

Svømmebane og snorkeludstyr

Revet bliver en del af en større vision, hvor afdelinger på tværs af Aarhus Kommune vil bruge området aktivt til formidling, friluftsliv og læring.

Blandt andet vil kommunen undersøge mulighederne for at afmærke området som svømmebane og etablere en grejbank med snorkeludstyr ved Den Permanente, oplyser kommunen.

»Stenrev er en investering i både natur og mennesker. Det nye rev bliver ikke bare et tilflugtssted for fisk og skaldyr – det bliver også en attraktion for alle dem, der bruger havet aktivt, hvad enten man snorkler, svømmer eller bare er nysgerrig på livet under havoverfladen,« siger rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K).

Og for NRGI er projektet et eksempel på, hvordan private aktører kan bidrage til lokal natur og fællesskab.

»Vi er stolte over at kunne bidrage til et projekt, der både beskytter naturen og skaber nye fællesskaber. Et sundt havmiljø er afgørende for fremtiden – og vi tror på, at partnerskaber som dette er vejen frem, hvis vi skal sikre en grønnere og mere bæredygtig fremtid,« siger Tommy Jakobsen, kommunikationschef i NRGI.

Mangler en tilladelse

Samarbejdet er kommet i stand ved, at NRGI har kontaktet Havsamarbejdet i Østjylland, som har stået for koordineringen med Aarhus Kommune.

Inden stenrevet kan etableres, skal Aarhus Kommune have tilladelse fra Kystdirektoratet. Det samme gælder ønsket om at afmærke området på overfladen, så der bliver forbud mod sejlads med motor- og kølbåde hen over revet.

Kajakker og SUP vil fortsat være velkomne, men området skal være særligt beskyttet til svømmere, snorklere og andre, der færdes i vandet, lyder det fra kommunen.

»Vi håber på en positiv dialog med Kystdirektoratet, så vi både kan etablere revet og gøre området mere sikkert for havets bløde trafikanter,« siger rådmand Nicolaj Bang (K).

Stenene til revet bliver i høj grad hentet fra Aarhus Kommunes stenbank – en ordning, hvor borgere og entreprenører kan aflevere natursten fra f.eks. byggeprojekter og haver. På den måde kan aarhusianerne selv bidrage til at skabe bedre forhold for livet i bugten.