Kør gratis med bussen til AGF’s kampe
Fra på fredag d. 6. februar kan fans med billet til AGF’s hjemmekampe hente en gratis busbillet til og fra stadion.
Når ”De Hviie” på fredag spiller årets første hjemmekamp, er der penge at spare på transporten, hvis du hopper på en af de gule busser, der tager turen til det midlertidige stadion i Vejlby.
Aarhus Kommune og Midttrafik sætter gang i et forsøg med gratis billetter til bybusserne i Aarhus, når du samtidig har billet til kampene på stadion.
»Jeg vil gerne gøre bussen til et mere oplagt valg, når der er store arrangementer, som samler rigtig mange aarhusianere,« siger rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang (K) i en pressemeddelelse.
Har man allerede købt billet til kampen på fredag, kan man holde øje med AGF’s sociale medier og nyhedsbrev. Her vil de informere om de gratis busbilletter op til kampen.
Er man mere til musik- og liveoplevelser fra scenen i Tivoli Friheden, kan man også se frem til gratis busbilletter. Forsøget inkluderer nemlig også Frihedens to store arrangementer Fed Fredag og Fed Lørdag, der begynder igen i april.
Forsøget er besluttet med den grønne mobilitetsplan, som byrådet vedtog sidste år. Det er også her, forsøget med gratis letbane fra Klokhøjen udspringer fra. Dertil kommer de nye 15-kronersbilletter til tre buslinjer.
De praktiske erfaringer fra de tre forsøg skal indgå i det fremtidige arbejde med at udvikle den kollektive trafik i Aarhus, lyder det.
De gratis busbilletter gælder til alle de gule busser i Aarhus. Forsøget forventes at vare frem til sommeren 2027.