Fortsæt til indhold

Kom med som gæst til ambitiøst kokketræf i Ebeltoft

Til marts samles seks køkkenchefer fra Food Family Group til en særlig aften på Brasserie 1864.

Kultur og byliv
sra

Fredag 27. marts inviterer Food Family Group til Kokketræf på Brasserie 1864 i Ebeltoft. Her samles seks af familiens køkkenchefer til et ambitiøst kokketræf, og du kan komme med som gæst, skriver Food Family Group i en pressemeddelelse.

Det er sjældent, at så mange køkkenchefer står skulder ved skulder i samme køkken – og netop dét er omdrejningspunktet for fredag 27. marts. Konceptet er kompromisløst: Én aften, hvor seks køkkenchefer fra Food Family kreerer én samlet menu bestående af seks forskellige serveringer.

Resultatet bliver en helstøbt middag, hvor det gastronomiske får frit spil, og hvor gæster inviteres på en smagsrejse gennem Food Family Groups restauranter – og det hele kommer til at foregå hos Brasserie 1864, der er beliggende på Fregathavnen i Ebeltoft.

Aftenens menu byder på to runder snacks, forret, mellemret, hovedret og dessert. Hertil serveres en vinmenu sammensat af en sommelier, og aftenen rundes af med kaffe.

»Vi har længe haft lyst til at holde et ekstraordinært arrangement, og det gør vi nu i form af et Kokketræf hos Brasserie 1864 i Ebeltoft. Derfor glæder vi os til denne aften, som uden tvivl bliver en gastronomisk aften ud over det sædvanlige. Jeg er stolt over, at vi kan samle seks så dygtige køkkenchefer fra vores familie – og gøre det i Ebeltoft, som for os er en helt særlig by og den perfekte ramme for denne type gastronomisk begivenhed,« siger Anders Kuk, der er Operations Manager og gastronomisk ansvarlig hos Food Family Group og som blandt andet har sin daglige gang på Lundbergs Spisehus ved Maltfabrikken.

»Vi håber, meget at Ebeltoft har lyst til at skabe en mindeværdig aften sammen med os. Og hvis det bliver en lige så god aften som vi håber og tror på, bliver det nok et tilbagevendende arrangement på Brasserie 1864,« afslutter Anders Kuk.

Food Family Group står bag seks restauranter – to i Ebeltoft og fire i Aarhus.

Billetter til kokketræffet kan købes på foodfamilygroup.dk.