Seks fede film i februar: Kærlighed, krig og kosmos
Sisse Heide Møller fra Kulturhuset Skanderborg giver her sit bud på seks gode filmoplevelser, du kan nyde i biografmørket i marts.
Vægtløs
Dansk drama om venskab, betagelse og grænser. Filmen har været vist på flere internationale filmfestivaler og har fået masser af anerkendelse i udlandet, før den overhovedet har haft premiere herhjemme. Vægtløs er instrueret af debutanten Emilie Thauland, der sidste år vandt prisen for bedste nye instruktør på filmfestivalen i San Sebastián. Så selvom filmen måske ikke har de største navne på plakaten, er forventningerne høje.
Vægtløs handler om den 15-årige pige Lea, der tilbringer sommeren på en såkaldt sundhedskoloni. Her bliver hun målt, vejet og vejledt i vægttab. Lea bliver venner med den spontane og selvsikre Sascha, der søger opmærksomhed hos de lokale drenge. Lea bliver selv betaget af den voksne pædagog Rune, hvilket selvfølgelig ikke er helt uproblematisk.
Filmen har spillefilmsdebutanten Marie Helweg Augustsen i hovedrollen som Lea. Sascha spilles af Ella Paaske (kendt fra Christina Rosendahls film Fuld af kærlighed), mens Rune spilles af Joachim Fjelstrup (blandt andet kendt fra serien Carmen Curlers og filmen Steppeulven).
Paradis
Danica Curcic og Esben Smed har hovedrollerne i Maria Sødahls drama Paradis. Filmen sætter fokus på de moralske sprækker i den vestlige selvforståelse og stiller det store spørgsmål: Hvad vil det egentlig sige at være et godt menneske?
Ægteparret Mikkel og Louise og deres to døtre tager på en dejlig all inclusive-ferie til Gran Canaria. Her skal familien slappe af med udsigt til palmetræer og sandstrand. Rent paradis på jord.
Idyllen begynder dog at krakelere, da familien ved et uheld påkører en afghansk flygtning ved navn Ahmad. Familien hjælper Ahmad på hospitalet, men efterfølgende opsøger han dem på deres hotel og sætter både deres hjælpsomhed og medmenneskelighed på prøve. Samtidig bliver de konfronteret med flygtningebåde på badestranden. Pludselig ligner de smukke sandstrande ikke længere paradis.
Paradis er skrevet af norske Maria Sødahl i samarbejde med Eske Troelstrup og Therese Hasman. Maria Sødahl har også instrueret filmen, der er hendes første spillefilm på dansk.
Hamnet
Storfilmen Hamnet handler om familien Shakespeare og de tragiske hændelser, der inspirerede William Shakespeare til at skrive mesterværket Hamlet.
Filmen har Paul Mescal og Jessie Buckley i hovedrollerne som William og Agnes Shakespeare. Jessie Buckley har allerede vundet en Golden Globe for rollen, ligesom filmen også vandt for bedste drama. Hamnet er også nomineret til hele otte Oscarstatuetter, blandt andet for bedste kvindelige hovedrolle. Så du kan godt glæde dig til store skuespilpræstationer.
Poeten William Shakespeare og hans hustru Agnes lever et lykkeligt liv i 1500-tallets England. Parret har tre børn, men i 1596 dør deres 11-årige søn Hamnet. Familien bliver selvfølgelig kastet ud i dyb sorg. Men de forsøger også at finde en vej fremad. Og oplevelsen får William til at skrive skuespillet Hamlet, der skal genforene familien.
Hamnet er baseret på Maggie O’Farrells roman fra 2020 af samme navn. Forfatteren har skrevet filmens manuskript sammen med Chloé Zhao, der også har instrueret. Filmen er blandt andet produceret af Steven Spielberg og Sam Mendes, så det er prominente navne, der står bag.
De forbandede år - Fredens Pris
Jesper Christensen og Bodil Jørgensen er tilbage i rollerne som Karl og Eva Skov i den sidste film i Anders Refns trilogi om 2. Verdenskrig og familien Skov.
Året er 1945, og krigen er endelig slut. Men nu venter et retsopgør for dem, der samarbejdede med nazisterne under krigen. Heriblandt Karl Skov. For regnskabet skal gøres op, og freden har en pris.
Samtidig er sønnen Aksel Skov og hans kammerater fra modstandskampen frustrerede, da målet om et nyt og bedre Danmark ser ud til at smuldre. Men de øvrige unge i familien Skov - Valdemar, Helene og Knuds enke Britta - har en fælles drøm, der åbner nye perspektiver for familien.
De Forbandede år 1 og 2 er skrevet af Anders Refn og Flemming Quist Møller. Efter Flemming Quist Møllers pludselige død i 2022 har Anders Refn skrevet den sidste del færdig i samarbejde med Jesper Christensen.
De to første film solgte tilsammen over en halv million biografbilletter, så mon ikke der er mange, der venter spændt på afslutningen.
Project Hail Mary
En rumfilm med Ryan Gosling, der skal redde verden. Lyder det godt? Så kan du godt glæde dig til den længe ventede og ret hypede science fiction-film Project Hail Mary.
Ryan Gosling spiller molekylærbiologen Ryland Grace, der arbejder som naturfagslærer. Han sendes alene ud i rummet for at løse gåden om det mystiske stof, der får solen til at dø. Her må han trække på sin videnskabelige viden og uortodokse idéer for at redde Jorden fra udryddelse. Men han er alligevel ikke helt alene, for han får hjælp af rumvæsnet Rocky.
Tyske Sandra Hüller (kendt fra The Zone of Interest og Frit fald) spiller lederen af Hail Mary-projektet, Eva Stratt.
Project Hail Mary er baseret på en bog af Andy Weir, der også er forfatteren bag The Martian. Filmen er instrueret af Phil Lord og Christopher Miller, der blandt andet er kendt for Spider-Verse-filmene, Det regner med frikadeller, Jump Street-filmene og The LEGO Movie. Duoen tilføjer da også en lidt utraditionel og komisk vinkel på den klassiske rumfilm.
I Swear
Rørende britisk drama baseret på den sande historie om John Davidson, der har Tourettes syndrom.
John vokser op i Skotland i 1980’erne. Som teenager begynder han at få tics. De voldsomme udbrud vender hans liv på hovedet og skaber både kaos og komiske øjeblikke. John får diagnosen Tourettes syndrom, men kendskabet til sygdommen er lille, og det samme er omverdenens forståelse.
John møder heldigvis også nye venner, der hjælper og støtter ham. Blandt andet kammeraten Murrays mor Dottie, der er psykiatrisk sygeplejerske. Og Tommy, der giver ham et job i det lokale medborgerhus. Det er Tommy, der så smukt siger: »Jeg mener ikke Tourettes er problemet. Problemet er, at folk ikke kender Tourettes. Lær dem om det.«
Og det er præcis, hvad John sætter sig for at gøre. En indsats, der ender med, at han modtager Dronningens MBE-orden.
Filmen er skrevet og instrueret af Kirk Jones, der er kendt for film som Nanny McPhee og Everybody’s Fine. John Davidson spilles af Robert Aramayo, mens Dottie spilles af Maxine Peake og Tommy spilles af Peter Mullan.
Kilder: Scanbox, Soundvenue, Nordisk Film, UIP, Scanbox