»Min mor prøver at passe så meget på mig, at jeg ikke bliver landmand«

Man forlader sjældent Aarhus Teater upåvirket, men lige nu er der udvidet garanti for at blive bevæget. Forestillingen ”Mod alle odds” er et spejl – endda et af dem, man helst undgår.

22 børn fra Aarhus-områdets over-, middel- og arbejderklasse samt familierne uden for arbejdsmarkedet er på scenen. Ikke i en rolle, men som sig selv. Når de fortæller om deres liv, er det svært at gemme sig bag ord som ”struktur”, ”social mobilitet” og ”statistik”.

Danmarks Statistik blev skabt i 1850, kort efter Grundloven, og i Danmark kan vi måle os i søvn. Hvor mange der mistrives. Hvor mange der ikke får en ungdomsuddannelse. Hvor mange der vokser op i et hjem uden bøger. Hvor mange der har forældre med lange videregående uddannelser og en espresso-maskine, der fylder lige så meget i køkkenet som selvforståelsen. Men tørre tal har ikke nervøse hænder. Statistik har ikke øjenkontakt, når den fortæller, at sandsynligheden for et godt liv allerede er faldet, før man har lært at binde sine sko.

Det gør de 22 børn på Aarhus Teater netop nu. De repræsenterer virkeligheden, som den ser ud udenfor teatret. På villaveje, mellem boligblokke. De fortæller om forældre, der ifølge årsindkomsten burde have overskud, men ikke viser det, for iPhonen har stjålet den. Om hvordan man ikke kan sove, når man har mistet sin far. Om at den længste tur uden for Ringvejen var en barnedåb i København. At vennerne nu er flyttet, så man ikke længere har nogen at snakke med. Om skoledage, der er gode – og om dage, hvor succeskriteriet blot er at komme igennem dem uden at tænke for meget på fremtiden. Det er en hverdag, hvor man ikke diskuterer, hvilken bager i byen der ødelægger fastelavnsbollebegrebet mest med absurde priser og smagsvarianter. Hvor man ikke taler om, hvorvidt det er forældrene eller børnene, der har mest ret til at græde, når ungerne afleveres i daginstitutionen.

Ét barn er næsten konsekvent i de kategorier, hvor oddsene er dårligst. For trivsel, uddannelse, for at falde ud. Vi ved det godt, men øjenkontakten med det konkrete barn sætter sig dybere end statistikken. Det kunne blive anstrengende politiserende, men bliver det ikke på Aarhus Teater. Det er bare rå tal, og det er endnu værre.

»Min mor prøver at passe så meget på mig, at jeg ikke bliver landmand,« siger et af børnene, og det er både morsomt og tankevækkende.

”Mod alle odds” prikker ikke bare til selvforståelsen, men også opfattelsen af vores Aarhus. Vi elsker fortællingen om byen, der vil noget. Om kulturen, de attraktive uddannelsesmuligheder, vækstlag, iværksætteri, tilfrosne vinterbadeklubber, ensretninger og højhusdrømme. En by med plads til alle, bilder vi os ind. Forestillingen minder om, at postnummeret stadig betyder noget. Det gør sengetider, netværk, skolens kvalitet, forældrenes værdier og nærvær, køn og etnicitet også.

Liva, Anton, Yunus, Clara, Storm, Anna, Hjalte, Oona, William, Asta, Laurits, Emmanaya, Aske, Lily, Nor, Aleksander, Nynne, Dana, Lea, Christine, Elena Maria og Lærke fortæller lige nu deres historie på Aarhus Teater. De står der med deres egne liv som indsats. Det er noget af det modigste, man kan se netop nu. Og alene af den grund skylder vi dem mere end et bifald.