Afslører dato: Denne dag er der Grøn i Aarhus
Aarhus er igen en del af sommerens Grøn-turné, som fortsat mangler at annoncere navne.
Efter rekorden sidste år, hvor Grøn for første gang kunne melde udsolgt i fem byer på dagen, hvor billetsalget åbnede, er arrangørerne hos Tuborg og Muskelsvindfonden nu klar med sommerens turnéplan.
De samme otte byer som sidste år får besøg af Grøn, og lørdag 18. juli kommer turen til Marienlystvej i Aarhus, oplyser Grøn i en pressemeddelelse.
Billetsalget begynder onsdag 8. april klokken 7. Sidste år kunne Næstved og Valby først melde alt udsolgt på dagen, hvor billetsalget åbnede, og senere samme dag fulgte Aarhus, Tårnby og Odense.
Alt overskuddet fra Grøn går som altid til Muskelsvindfondens arbejde.
»Grøn har været inde i en historisk god periode, når det kommer til billetsalget, så vi krydser alt, hvad vi har for, at den positive udvikling fortsætter i 2026,« siger indsamlingschef i Muskelsvindfonden, Theis Petersen, som fortæller, at den afbrudte koncert i Esbjerg sidste år kunne mærkes økonomisk og derfor betød færre penge til Muskelsvindfonden.
»Derfor er årets turné kun endnu vigtigere, men vi er fortrøstningsfulde og glæder os over den enorme opbakning, vi hele tiden mærker fra både publikum, artister og frivillige, der alle er en afgørende del af vores unikke fællesskab på Grøn,« fortsætter han i pressemeddelelsen.
Grøn mangler fortsat at annoncere navne til årets turné.
Koncertrækken med det gode formål blev under navnet Grøn Koncert stiftet i Aarhus tilbage i 1983.