Fortsæt til indhold

Oplev fremtidens operastjerner på Rønde Højskole

Randers Kammerorkesters Operakoncert er en unik mulighed for at opleve et stort kammerorkester og fremtidens operastjerner.

Kultur og byliv
sra

Søndag 1. marts inviterer RHEs venner til en operakoncert på Rønde Højskole. Det fremgår af en pressemeddelese.

Her får en flok unge sangere chancen for at stå på scenen sammen med Randers Kammerorkester, mens publikum får mulighed for at opleve nogle af fremtidens store stemmer, inden de forlader konservatoriets trygge rammer.

De unge sangere kan opleves både solo og sammen – begge dele er nemlig vigtigt i de store operaer. Soloværkerne kommer vidt omkring, mens duetterne har Mozart i centrum. Han har nemlig skrevet nogle af den bedste musik nogensinde for sangere. Det gælder ikke mindst de mange underholdende duetter, og på programmet er der musik fra både Figaros bryllup, Così fan tutte, Tryllefløjten og Don Giovanni.

»Det er en vigtig del af vores opgave at arbejde med det, som man kalder fødekæde – altså at hjælpe unge sangere og musikere til at tage det svære første skridt ind i det professionelle musikliv,« fortæller musikchef David Riddell.

»En koncert med orkestret giver dem chancen for at opleve livet som professionel kunstner – og det er med til at udvikle solisternes evner som performere.«

Der er imidlertid på ingen måde tale om velgørenhed. Fremtidens stjerner kan nemlig sagtens gemme sig blandt konservatoriets dygtige studerende, fortæller David Riddell:

»Det er også en god chance for os; vi bliver nemlig de allerførste til at møde de mest talentfulde sangere.«

Oplev en aften, hvor de medrivende og store følelser, som hører operaen til, blander sig med en stor buket iørefaldende og populære arier, der udfolder både glæde, melankoli og humor.

Til koncerten serveres der kaffe og kage i pausen.

Billetter kan købes på rhesvenner.dk.