Amanda Friis Jürgensen fandt virkelighedens drama i gaden bag gaden: »Du skal ALDRIG tale til mig igen!«
Amanda Friis Jürgensen fandt hjem i Aarhus med udsigt over byen fra en lejlighed på Trøjborg. I dag søger hun havet for ro og teatret for nærvær – og har boet på første parket til kærlighed og kaos i Fiskergade.
Hvornår følte du dig for første gang hjemme i Aarhus?
»Jeg er vokset op i provinsen – henholdsvis Harlev og Lystrup – og har i min opvækst altid brugt Aarhus som ”den store by”, man tog ind til og besøgte ind i mellem. Det var dér, man skulle bo, når man flyttede hjemmefra en dag. Første gang jeg føler mig reelt hjemme i Aarhus, er vel i min første lejlighed på Trøjborg, hvor jeg boede ca. 1,5 år med min daværende kæreste. Den lå højt og man kunne se udover byen. Tæt på vandet og tæt på skoven. Der fandt jeg følelsen af hjem i Aarhus for første gang.«
Hvor i Aarhus finder du ro, når du skal lade op mellem opgaver?
»Jeg elsker, at Aarhus har havet til nabo, og jeg elsker havet. Jeg søger altid havet, når jeg har brug for lidt ekstra ro. Det kan både være en gåtur langs vandet i Risskov eller Marselis eller et dyp i baljen på Den Permanente.«
Hvilket sted i byen forbinder du med kreativ energi?
»Hm.. Det er jo svært for mig ikke ”bare” at tænke på mit elskede Aarhus Teater. Men ellers tænker jeg på Godsbanen og Institut for X og alle de muligheder, de steder rummer. Hvis jeg selv har brug for ”kreativ-opladning”, er det nok igen havet eller naturen jeg søger.«
Hvad er det vigtigste for dig, når du træder ud foran et publikum?
»Det er, at jeg har mig selv med. Det kan måske lyde lidt fluffy, men det er vigtigt for mig for at kunne være ærlig med mit publikum; at jeg føler mig rimelig grounded og i balance. Ellers føler jeg ikke, at jeg kan være så nærværende, som jeg ønsker, og jeg mener, at det netop er nærværet, der er i centrum i teatersalen.«
Hvilket sted i byen er fuld af drama, uden man kan kalde det teater?
»Uhh... Jeg har boet i Fiskergade i 3,5 år. Gaden bag gaden vil jeg kalde den. Og dér udspiller det sande drama sig! Særligt fredag og lørdag nat. Her har jeg både set folk blive slået op med og veninder i frit fald i fuldemands-kærlighedserklæringer. Drengene, der skændes over hvilket sted der var det fedeste af alle dem, de har været på den aften. Her har jeg i nattens sene timer hørt ”replikker” fra gaden som: ”Jeg fucking elsker dig”, ”Du skal ALDRIG tale til mig igen!”, ”Han skal ha’ i hver’ fald 10 shots!!!”, ”Skal vi ikke love hinanden, at vi altid bare vil være der for hinanden?”. Det er virkelighedens teater. Tak til Fiskergade for front row seats. Vi er flyttet nu - og det var vist også på tide.«
Hvor i Aarhus føler du dig mest som dig selv?
»Hvis ikke derhjemme, så på Aarhus Teater. Det er mit andet hjem. Der kan jeg være lige præcis den gøgler jeg er, uden at nogen synes jeg er for meget (håber jeg - måske nogle af mine kolleger synes jeg larmer liiiiige lovligt meget, når jeg varmer stemme op eller synger musicalsange i tide og utide).«
Hvor i Aarhus kan man mærke, at folk mødes på tværs af interesser?
»Jeg må nok krybe til korset og sige, at jeg ikke selv mødes med så mange på tværs af interesser. Det er mest bare ”på tværs af” teater og teater og mere teater…«
Hvad er din bedste oplevelse i Aarhus det seneste år?
»Det må være en klassisk koncert, jeg var til i januar i Musikhuset, Mendelssohn 4. Det var sådan en dejlig oplevelse! Den absolut mest muntre klassiske koncert, jeg har været til. Fuld af liv og livsglæde og på ingen måde gammelt og støvet, som man måske kunne tænke.«
Hvad er byens mest undervurderede sted?
»Det er I’ll Caffee på Åboulevarden. En lille italiensk perle. Ham der har stedet – Pippo, bliver han kaldt – er efterhånden blevet en kær ven af mig og min kæreste. Her kan man få autentiske hjemmelavede pastaretter, perfekt espresso og et væld af de lækreste italienske vine. Og så er Pippo byens bedste vært; som at besøge et familiemedlem, du ikke vidste du havde.«
Hvilket aarhusiansk sted ville du savne mest, hvis det forsvandt i morgen?
»Aarhus Teater. Uden tvivl.«
Dette var én version af Aarhus. Der findes mange.