Glem svømmehallen: Thomas har et helt andet bud på, hvor de 50 millioner skal bruges

Tænk, hvis der var et sted, hvor man ikke bare går til kultur, men skaber den selv.

Mens mange i Galten-Skovby hepper på en svømmehal eller en videreudvikling af idrætscentret på Klank, drømmer Thomas Ivarsson om noget helt andet.

I hans vision skal nogle af de 50 millioner kroner, Skanderborg Byråd har sat af til Galten-Skovby, gå til et sted med højt til loftet, nøgle i døren og plads til både støjende aktiviteter, værksteder, fællesspisning og café.

Et sted for dem, der savner et sted at høre til. Han kalder det selv ”Vores Sted”.

Mangler et sted

Thomas Ivarsson er forholdsvis ny i byen, men savnet meldte sig hurtigt, da han og hans kone forlod Aarhus og rykkede vestpå.

For hvor er det lige i Galten-Skovby, man går hen, hvis man gerne vil skabe noget sammen med andre? Hvor er stedet for dem, der ikke passer ind i de eksisterende tilbud – eller som bare mangler et sted at hænge ud?

»Det, jeg synes vi mangler i Galten-Skovby, er et medborgerhus, for nu at bruge et gammeldags ord, hvor almindelige mennesker kan gå hen og gøre ting sammen,« siger han.

Det er netop kernen i hans idé: et moderne medborgerhus i Galten, ikke målrettet én bestemt gruppe, men et fleksibelt hus for helt almindelige mennesker, der har lyst til at skabe noget.

Et sted, der kan rumme forskellige aktiviteter på forskellige tidspunkter og udvikle sig sammen med dem, der bruger det. For Thomas er det afgørende, at huset ikke kun bliver et sted, hvor man ser, hører eller køber kultur. Det skal være et sted, hvor kulturen bliver til.

»Det, jeg ser for mig, er nogle kulturkvadratmeter, hvor man kan komme på lige præcis det tidspunkt, der passer en bedst, og som skaber rum for aktiviteter, som kræver plads, frihed og faciliteter, man ikke nødvendigvis har derhjemme.«

»Lidt ligesom Flok«

I Thomas’ vision er der plads til både øvelokaler, kreative værksteder, sløjd, stenslibning, drejebænk og fælleskøkken.

»Jeg vil gerne tilføre noget, vi ikke allerede har – kulturproduktion,« forklarer han.

»Det, jeg tænker, er: Hvad kan man ikke have derhjemme? Høj musik klokken ét om natten – fedt, så skal der være øvelokale,« siger han.

»Det er måske ikke så konkret formuleret endnu, men mit håb er jo, at folk selv er med til at udvikle det. At det skal være et hus, der rummer mulighed for en stor omprogrammerbarhed – lidt ligesom Flok i Skanderborg og Godsbanen i Aarhus.«

Thomas ser for sig et hus, der er bygget op i flere lag. Noget kan være for medlemmer med nøgleadgang og mulighed for at bruge faciliteterne fleksibelt, når det passer dem. Noget andet kan være mere åbent mod byen – for eksempel en café eller et værested med et socialt sigte.

»Jeg kunne godt tænke mig at danne nogle rammer, hvor man som forening kan betale kontingent og komme og bruge det, når man har lyst – ikke noget med en bestemt dag, men når man har lyst til at komme forbi,« forklarer han.

Selv beskriver han modellen som et løg – med flere lag af adgang og fællesskab.

Mere byliv

Idéen udspringer af hans egen oplevelse af, at både unge og voksne savner steder, der ikke findes i dag. Steder for dem, der ikke føler sig hjemme i klassiske fritidstilbud, aftenskoler eller biblioteksaktiviteter.

»Nu så jeg, hvordan de unge efterlyste et sted, hvor de kan varme deres kopnudler. Selv savner jeg et sted, måske et makerspace, hvor jeg kan gå hen og lave stenslibning for eksempel. Der er brug for tilbud, som ikke bare ligner det, man allerede kan gøre i sit eget hjem.«

Thomas understreger, at idéen ikke bygger på, at frivillige alene skal løfte opgaven. Tværtimod ser han helst et tæt parløb med kommunen, hvor borgere bidrager med energi og idéer, mens kommunen hjælper med at skabe rammerne.

Drømmen er i sidste ende, at huset kan være med til at skabe mere byliv i Galten. At man kan øve musik ét sted og spille koncert et andet. At der opstår forbindelser mellem mennesker, aktiviteter og byens øvrige kulturtilbud.

»Det allersmukkeste kunne være, hvis man fik de her øvelokaler og så øvede sig og gav koncert i Biohuset. Det ville for mig være byliv,« siger Thomas Ivarsson.