Fortsæt til indhold

Kendt musiker fylder 80 og fejrer dagen med koncert

Han har spillet med prominente musikere gennem tiden. Nu fylder Jens Jefsen 80 år.

Kultur og byliv

Bassist Jens Jefsen fra Åbyhøj fylder 80 år 14. april.

Musikeren, der hører til blandt eliten af danske jazzbassister, har gennem årene vundet flere priser:

I 1998 fik han fra Statens Kunstfond en pris for det kunstneriske niveau på trio-albummet ‘Kiss My Jazz’.

I 2006 fik han Gaffelprisen fra Jazzselskabet Århus.

Og endelig modtog han i 2022 hædersprisen fra Ben Webster Fonden.

Jefsen var bassist i grupperne Tears (med blandt andre Anne Linnet), Det Beskidte Dusin, Kamæleon, Tøbrud, Atilla Engin Group, Fusijama, Istanbul Express, Valdemar Rasmussen Trio, samt i Klüvers Big Band fra 1991 til 2004, oplyser han på sin hjemmeside.

Fra 1980 var han fast bassist med Povl Dissing & Benny Andersen indtil sidstnævntes død i 2018.

I dag er Jens Jefsen aktiv freelancemusiker i mange forskellige konstellationer, ofte som bassist lokalt i det århusianske, hvor der med mellemrum kan opstå spontane grupper.

Jens Jefsen har udgivet 10 soloalbums.

På sin runde fødselsdag spiller han på Elværket i Åbyhøj.

Han har sammensat et band af »spidsen af den unge generation af jazzmusikere fra Midtjylland og Århus-området,« skriver han i en pressemeddelelse.

Nemlig pianist Dan Hjorth, trompetist Jakob Sørensen, saxofonist Cesar Joaniquet og trommeslager John Riddell.

»Jeg styrer selv løjerne, og vi vil spille en håndfuld af mine kompositioner, varieret med et par jazzstandards,« skriver han.

Billetsalget er startet.