Aarhus får nyt samlingssted for design- og modebranchen
Nyt samlingssted for design- og livsstilsbranchen for til huset i Aarhus' nyudviklede bydel.
Aarhus får et nyt samlingspunkt for design- og livsstilsbranchen, når Lifestyle and Design Cluster åbner Lifestyle Hub på Kalkværksvej i Sydhavnen.
Hubben skal samle iværksættere samt små og mellemstore virksomheder inden for blandt andet mode, møbler og design under ét tag. Tanken er, at virksomhederne kan sparre med hinanden, udveksle idéer og skabe nye samarbejder, fremgår det af en pressemeddelelse.
Åbningen markeres torsdag 26. marts med en reception, hvor blandt andre Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold holder tale.
Ifølge direktør i Lifestyle and Design Cluster, Betina Simonsen, skal huset fungere som et miljø, hvor etablerede virksomheder og iværksættere arbejder side om side.
»Vi ønsker at skabe et hus, hvor de sidste nye innovationer og inspiration er omdrejningspunktet. Aarhus har et spirende startup-miljø, men for første gang er der et samlingspunkt med fokus på livsstilsbranchen,” siger hun.
»De mindre virksomheder og iværksættere kan lære af de større virksomheder. Samtidig kan de større virksomheder få friske input og nye perspektiver fra de mindre. Det skaber en rigtig god synergi, som driver alle parter fremad.«
Lifestyle Hub bliver en del af det kreative miljø i Sydhavnen, hvor studerende, iværksættere, gallerier og kontorfællesskaber allerede holder til.
Huset får også et eventområde, hvor branchen kan mødes til blandt andet produktlanceringer, udstillinger og netværksarrangementer.