Byens moder og det evige vadested er med i ny fotobog om Aarhus før og nu

Bogen ”Aarhus før og nu” af Christian H. Nielsen er fuld af hestevogne, mænd med høje hatte og kvinder i lange, tunge gevandter. Det kan male et billede af en tid, hvor alting gik langsommere og var enklere.

Det skriver historikeren Doron Haahr i bogens indledende kapitel om Aarhus’ historie. Den bygger på fotos fra det aarhusianske gadeliv for mere end 100 år siden. De er sat sammen med nutidige fotos, der er taget det samme sted, som de gamle. Aarhusianske Doron Haahr har skrevet teksten i bogen.

Han mener ikke, at fortidens fotografer tænkte at alting gik langsommere, da de dokumenterede gadelivet sidst i 1800-tallet og først i 1900-tallet. For i den periode ændrede alt sig.

»På bare fire årtier fra 1880 til 1920 mere end tredoblede Aarhus sit befolkningstal, og mange af fotograferne må have set byen blive industrialiseret og elektri­ficeret med deres egne øjne. Pludselig skød skorstene op i horisonten, dampskibe lagde til i havnen, sporvogne kørte i gaderne, og alt summede af elektricitet.

I bogen er meget af det, vi i dag tænker på som gammelt, i virkeligheden ret nyt – eller fra den tid, hvor fotograferne tog deres bille­der. Det var i de årtier – mellem 1880 og 1920 – at Aarhus forandrede sig markant og blev til den by, vi kender i dag. Og måske gik nog­le af fotograferne dengang rundt og filmede eller fotograferede netop for at dokumentere ”den gamle by”, inden den forsvandt – så vi mange år senere ville kunne se, hvordan det hele engang var,« skriver Doron Haahr.

Byens moder

Den aarhusianske historiker fortæller, at Aarhus Å er blevet kaldt for Byens Moder. Vikingerne bosatte sig i 700-tallet nord for dens udløb i bugten og kaldte byen Aros, der betyder byen ved åens munding.

Sidst i 1800-tallet var åen nærmest en stor, åben kloak. Åløbet stank efter sigende ulideligt - især om sommeren. Den blev dækket i 1930’erne.

I 1970’erne begyndte man at diskutere, om åen burde fritlægges. Der var stor modstand mod tanken, da mange endnu huskede det ilde-lugtende vandløb. Første del af den fritlagte å blev indviet i 1996.

Det evige vadested

Doron Haahr kender også historien bag Immervad og Aagade, der i dag hedder Åboulevarden:

»Siden vikingerne slog sig ned her i midten af 700-tallet, har der været bebyggelser omkring åen, og Immervad og Aagade kan spores helt tilbage til 1400- og 1600-tallet. I dag er der ikke meget at genkende ud over Vor Frue Kirke.

Vad i gadenavnet Immervad henviser til vadested – altså den del af åen, hvor man kunne vade over til fods. En smuk folkeetymologi vil vide, at Immer kommer af det tyske ord for altid: Det evige vadested.«

”Aarhus før og nu” udkommer 10. april