Hvem er en 'rigtig dreng'?
En fotoudstilling på Museet Køn gør op med snævre normer for drenge, og ser på hvordan forventninger præger deres liv.
Hvad betyder kønsstereotyper og kønnede forventninger for drenges liv og trivsel – i barndommen og senere i voksenlivet?
Det spørgsmål er omdrejningspunktet for fotoudstillingen En Rigtig Dreng, som kan opleves på Køn fra 25. marts.
En rigtig dreng..
… græder ikke
… klatrer i træer og leger vildt … har altid sår på knæene
… har ikke kjole på
… elsker superhelte og biler
Tilsyneladende uskyldige sætninger som disse møder drenge, allerede fra de er helt små. Går man tættere på, så er de udtryk for forventninger til, hvordan rigtige drenge skal være og agere. Det skriver Museet Køn i en pressemeddelelse.
Fotoudstillingen En Rigtig Dreng gør op med de snævre kønnede normer og giver plads til drengenes egne ansigter, historier og udtryk.
Kønsstereotyper møder vi alle gennem livet. Allerede fra barnsben oplever børn kønnede normer, i sproget, i legetøjsreolen, i dagtilbud, i skole - og ikke mindst i forventningerne til børnenes evner, personlighed, interesser og drømme.
Forskning peger på, at normer og forventninger til køn hænger tæt sammen med blandt andet mistrivsel, ensomhed og mentale udfordringer – også senere i voksenlivet.
Udstillingen viser 30 fotoportrætter af drenge i alle aldre fra hele landet. Her møder publikum blandt andre drengen i den gule kjole i en lejlighed på Vesterbro, brødreparret på ATV i Thy, den lille dreng i trikot fra Den Kongelige Balletskole, den karseklippede pre-teen i bokseklubben og drenge fra både parcelhuse, boligblokke, børnehaver og gymnasier.
Til sammen danner portrætterne et stærkt tidsbillede af drenge i Danmark i dag – og viser, at der ikke findes én ’rigtig’ måde at være dreng på. Alle drenge er rigtige drenge.
Med udstillingen ønsker journalist Lise Rønfeldt Bagger, fotograf Lea Meilandt og Køn at starte en ny samtale om drenge og ligestilling og åbne for mere nysgerrige, rummelige blikke på drenges liv og muligheder.
En plads drenge sjældent får
Fotoudstillingen udspringer af bogen ”En Rigtig Dreng - om identitet, normer og frihed” af journalist Lise Rønfeldt Bagger og fotograf Lea Meilandt.
Bogen undersøger i tekst og fotos vores forståelse af køn, maskulinitet og stereotyper og sætter fokus på, hvordan forventninger til drenge kan begrænse deres frihed.
Fotojournalist Lea Meilandt har gennem mere end et årti arbejdet med portræt- og dokumentarfotografi. Journalist Lise Rønfeldt Bagger har køn, trivsel og socialt ansvar som gennemgående temaer i sit virke. Sammen står de bag både bog og udstilling og ønsker at give drengene den plads i ligestillingsdebatten, de alt for sjældent får.
Der er fernisering på Museet Køn onsdag 25. marts kl. 16-18. Gratis entré.