Fortsæt til indhold

Elsa og Anna synger sig ind publikums hjerter mens Olaf-snemand er garant for gode grin i Frost

Den roste danske musicalversion af Disneyhittet Frost kommer til Musikhuset. Den er dejlig genkendelig, for Anna og Elsa spilles og synges af stemmerne fra tegneserien. De tilhører to aarhusianske barndomsveninder: Kristine Yde og Maria Lucia.

Kultur og byliv

Endelig bliver den utroligt populære Disney-tegneserie Frost opsat som en dansk musical. Den har spillet i Falkonersalen i København og kommer nu til Musikhuset Aarhus, hvor den spiller fra 8. april.

De to søstre er forskellige som nat og dag, men alligevel knyttet til hinanden med stærke bånd. Foto: Miklos Szabo

Det betyder for Anna og Elsa, at de kommer hjem til deres barndomsby. Både Kristine Yde og Maria Lucia Heiberg Rosenberg er opvokset i Aarhus, hvor Kristine Yde begyndte sin danse- og musicalkarriere, der blandt andet har ført til filmroller, samtidig med at Maria Lucia sang sig til pladekontrakter og hovedroller på først Vilhelmsborg Festspil og siden de helt store scener.

De har lagt stemmer til den danske tegneserieversion af Frost som netop Anna og Elsa, men det gjorde de i et studie uden at møde hinanden. Og de vidste ikke, at de begge var i spil til musicalen, før castet blev offentliggjort. Nu står de til deres store fornøjelse på scenen sammen aften efter aften. Det har Maria Lucia tidligere fortalt i blandt andet Aftenshowet på DR.

Anmelderne roser dem begge for deres præstationer. Samtidig fremhæves Diluckshan Jeyaratnam som en utrolig morsom snemand, Olaf. Musicalen får fem stjerner i de fleste medier, seks et enkelt sted og fire af nogle stykker, der mener, at scenografien er mangelfuld.

Diluckshan Jeyaratnam spiller en utrolig morsom snemand Olaf. Foto: Miklos Szabo

Det skyldes måske, at den transportable scenografi skal på turné og derfor er sammenklappelig og enkel. Flere kritiserer den for at være for simpel, grænsende til sølle. En flot lyssætning kan delvis kompensere, og forestillingen beskrives som helstøbt og vellykket.

Musicalen er for både voksne og børn, der bliver fanget fra start til slut

Nogen mennesker er værd at smelte for…
Olaf, snemand
Musicalen foregår i kongeriget Arendal, langt mod nord, hvor prinsesserne Anna og Elsa bor. Foto: Miklos Szabo

Ismagi ude af kontrol

Musicalen foregår i kongeriget Arendal, langt mod nord, hvor prinsesserne Anna og Elsa bor. De to søstre er forskellige som nat og dag, men alligevel knyttet til hinanden med stærke bånd.

Elsa er født med farlige magiske kræfter, som hun har svært ved at kontrollere. Hun kan få sneen til at fyge og fryse både dyr og mennesker, ja hele kongeriget til is.

Ved sin søsters kroningsfest forelsker Anna sig i den flotte, men iskolde Prins Hans. Elsa forbyder den hurtige forlovelse, og de to søstre kommer ud i et voldsomt skænderi, hvorefter Elsa flygter op i de snedækkede bjerge.

Elsa er kølig og skrøbelig samtidig med at hun synger de kendte sange med kæmpe kraft. Foto: Miklos Szabo

Hun isolerer sig i et fortryllet palads af is og sne, men hendes magiske kræfter er ude af kontrol, og hele Arendal ligger nu fastfrosset i evig vinter.

Den modige Anna drager afsted for at frelse sit land og finde sin søster. Det bliver en både farefuld og eventyrlig rejse, hvor hun får hjælp af den rare Kristoffer, hans rensdyr Sven – og ikke mindst den elskelige og sjove snemand Olaf.

Frost kan opleves i Musikhuset Aarhus i perioden 8.-26. april.

Anmelderne roser både børnene og de voksne, der spiller Anna og Elsa. Foto: Miklos Szabo