Fortsæt til indhold

Petra Kleis kender det rå liv og vil ikke tage glansbilleder

Livet er ikke altid smukt – heller ikke Petra Kleis’ eget, der begyndte i Aarhus i en familie med sindslidelser, handicap og dødsfald. Hun går ikke med glansbilleder men finder skønheden i det personlige. I sin nye bog "Future" stiller hun skarpt på erfarne kvinder og deres karisma.

Kultur og byliv

Renée Toft Simonsen, Lærke Bagger, Eva Smith, Trine Dyrholm, Karen Mukupa og Bodil Jørgensen har sammen med 35 andre kvinder på over 40 år ladet Petra Kleis fotografere dem helt uden filter til den nye bog ”Future”, som netop er udkommet.

De har også ladet stylisterne Vibe Dabelsteen og Ayoe Nissen give dem skulpturelle frisurer, pågående makeup og alt fra fantasifuld påklædning til slet ingen.

»Alle kvinderne i den her bog er min fremtid. De har givet mig noget, jeg kan frygte, grine af eller glæde mig til,« siger Petra Kleis, der mistede sin mor tidligt og har manglet forbilleder. Foto: Tommy Frost

Det er der kommet mange overraskende, humoristiske og også smukke fotos ud af. De ledsages af tekster, hvori kvinderne giver gode livserfaringer videre.

»Da jeg blev 40 år, gik jeg lidt i panik. Jeg havde brug for nogen at spejle mig i, fordi jeg var meget ung, da jeg mistede min mor. Jeg husker, hvordan hun var på evig slankekur for at leve op til skønhedsidealerne. Nu har jeg i arbejdet med ”Future” fundet en gruppe seje kvinder, der kunne give mig noget viden. Mange af dem er frygtløse,« siger 43-årige Petra Kleis med et smil.

»Jeg har bedt dem give mig deres sandhed om fremtiden og ikke lægge fingre imellem. Fortælle mig, hvad de drømmer om, frygter, elsker, griner af – fortælle mig det uden omsvøb. Hver og en af dem har lært mig noget på hver deres måde.«

Vi møder Petra Kleis i hendes fotostudie på fjerde sal i et industrielt og kreativt miljø på grænsen mellem Østerbro og Nørrebro. Studiet er et stort, tomt og helt hvidt rum. Lyset er livgivende, og udsigten er formidabel.

»Er der ikke et billede, der er pænere?« spurgte Renée Toft Simonsen, da hun så dette. »Jo, men dette er mere interessant,« svarede Petra Kleis. Og det er de helt enige om. Interessant frem for glansbillede er omdrejningspunkt for "Future", en ny bog med portrætter af kvinder over 40 år. Foto: Petra Kleis

Er Renée pæn nok?

På forsiden af bogen ser den ofte meget smilende supermodel Renée Toft Simonsen nærmere overrasket ud. Hun er svøbt i en kæmpestor knaldrød sløjfe. Sådan har vi aldrig set hende før.

»Jeg spurgte Petra Kleis, om der ikke var nogen billeder, hvor jeg ser smuk ud. Hun svarede jo, men at det her er mest interessant. Og det har hun jo ret i. Nogle gange er interessant bare mere interessant end smukt,« siger 60-årige Renée Toft Simonsen til avisen.

Hun har stået foran et utal af fotografer i hele verden. Supermodellen roser Petra Kleis for at være meget anerkendende og kærlig i sin tilgang til portrætarbejdet. Og for at være en dygtig fotograf med et godt blik for det, der er mere end bare pænt.

»Sjovt nok ser jeg kun dobbelthager, mormorarme og underlige udtryk på mine egne billeder, mens jeg synes, at alle de andre er cool, lækre, fantastiske, flotte, modige og smukke. Jeg ser det ikke hos mig selv. Er det ikke bare skørt?« spørger Renée Toft Simonsen, der også er psykolog og forfatter.

Og der rammer hun ned i nerven af Petra Kleis’ insisterende arbejde for at vise livets mange facetter, som fotografen har oplevet på egen krop.

Det er vigtigt for mig at gøre en forskel. Det er jeg på en eller anden måde nærmest nødt til med den baggrund, jeg har.
Petra Kleis, fotograf
Petra Kleis i hendes fotostudie på fjerde sal i industrielt og kreativt miljø, hvor der også er plads til familiens hundehvalp. Lyset er livgivende og udsigten formidabel. Foto: Tahmasbi

Et barskt og smertefuldt liv

»Meget i mit liv er glittet, smukt og rigtigt, derfor er det vigtigt for mig at vise fotos fra det virkelige liv. For eksempel er min handicappede brors liv ikke smukt på nogen som helst måde, det er barskt, smertefuldt og forpint, og det oplever mange. Det er ekstremt vigtigt for mig at åbne op for den verden fra min platform,« forklarer fotografen.

Petra Kleis er vokset op i Mårslet uden for Aarhus sammen med to storebrødre. Hendes yngste bror mistede som 15-årig begge ben, da han tæt på deres hjem blev kørt over af toget. Han blev siden indlagt på psykiatrisk hospital, hvor deres mor også boede, fordi hun i årevis kæmpede mod en depression.

Desuden døde hendes anden bror i 2020 af et hjertetilfælde.

»Jeg vil gerne bruge min erfaring fra den verden, der slet ikke er rosenrød. Den bor min handicappede bror stadig i. Han er paranoid skizofren og stofmisbruger, og jeg vil altid føle et ansvar for at fortælle min brors historie som sindslidende og handicappet,« siger fotografen, der indimellem portrætter af modeller og kendte arbejder med hjemløsekalender og Muskelsvindsfondens Pærfekt-projekt.

Tidligere EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager har erfaring for, at de bedste beslutninger tages, når man er udhvilet og har stabilt blodsukker. Foto: Petra Kleis

Vil ikke hjem til jul

Selv om der ikke var meget familieidyl i Petra Kleis’ opvækst, har hun formået at skabe sin egen dejlige familie sammen med sin kæreste og deres tvillingepiger på 11 år.

»Jeg bliver aldrig god til den lykkelige storfamilie og holder mig fra det. Jeg kan godt være i vores egen lille familie, men er skadet i forhold til store familiedynamikker og vil helst være foruden. Jeg forsøgte i mange år, men med alderen bliver vi bedre til ikke at please andre og sætte grænser.«

Petra Kleis tager ikke med hjem til svigerfamilien til jul og påske, for hun kan ikke være i det, og er ifølge sig selv ikke godt selskab. Hendes døtre derimod elsker at tage afsted med deres far, og alle er afklaret med, at det ikke passer til Petra.

Hun har sluttet fred med sin fortid, men glemmer den aldrig.

Skuespiller Vigga Bro er 88 år og mener, at enhver alder har sine vanskeligheder og glæder, og at de sjældent svarer til deres rygte. Foto: Petra Kleis

»Det er vigtigt for mig at gøre en forskel. Det er jeg på en eller anden måde nærmest nødt til med den baggrund, jeg har. Jeg vil være underdoggenes ven og insisterer på, at alle slags kropstyper må være med. Jeg forsøger at repræsentere dem, der tit bliver overset. Dem med handicap og sindslidelser,« forklarer Petra Kleis og fortsætter:

»Mode- og reklameverdenen er på mange måder meget pseudo og ikke særlig sund for os mennesker eller kloden, og derfor er det ekstremt vigtigt for mig med noget tyngde, hjerte og substans.«

På den baggrund er det ironisk, at Petra Kleis er blevet et eftertragtet og anerkendt navn i mode- og reklameverdenen, for det har ikke været hendes mål. Hun har heller ikke drømt om at hun ville blive en del af et stort fotostudie et fedt sted, men håbede bare, at hun kunne klare sig igennem i en benhård branche.

»Jeg har været heldig, at tiden har været med mig. Jeg blev ambassadør for fotos med strækmærker, ar og anderledes kroppe. Det er jeg blevet kendt på, og det ved folk, at jeg kan, selv om jeg slet ikke er den dygtigste. Vi har en sindssyg talentmasse blandt de danske fotografer.«

Skuespiller Bodil Jørgensen er frygtløs og hveken bange for at blive ældre eller for at dø. Hun går tit på kirkegården og læser navne og synes, at det er helt naturligt. Foto: Petra Kleis
91-årige Ghita Nørby siger, at man bliver usynlig, hvis man kommer tankeløs ind ad en dør. Man bliver synlig af at tænke. Foto: Petra Kleis

De giver en sandhed

Den ydmyge attitude ændrer dog ikke på, at Petra Kleis har fået en lang række af bemærkelsesværdige danske kvinder til at stille op og bidrage til ”Future”. De ældste er over 90 år eller i 80’erne som for eksempel Jytte Abildstrøm, Ghita Nørby, Susse Wold og Ulla Terkelsen.

Jytte Abildstrøm nåede lige at være med i bogen, fordi hun hurtigt sagde ja, og at det hastede, eftersom hun boede på hospice. Hun døde 2. januar 2025 og bidrager i ”Future” med et eventyr om konsekvenserne af vores valg gennem livet ved at fortælle om ”Konen i muddergrøften”, der hele tiden ville have mere og være finere. Det er Petra Kleis meget taknemmelig for.

»Alle kvinderne i den her bog er min fremtid. Hver og en har de delt deres erfaringer og refleksioner over, hvad livet har givet eller taget, og de har givet mig noget, jeg kan tage med videre, hvad end det er noget, jeg kan frygte, grine af eller glæde mig til,« skriver Petra Kleis i bogens forord.

Future er lavet i samarbejde med session hairstylist Ayoe Nissen, der har stået for makeup og hårstyling, og stylist Vibe Dabelsteen, der har stået for tøjstylingen.

Future er blevet til i et samarbejde samarbejde med session hairstylist Ayoe Nissen, der har stået for makeup og hårstyling, og stylist Vibe Dabelsteen, der har stået for tøjstylingen. Petra Kleis står her imellem de to. Foto: Mikkel Suppras