Tøjmand har købt central ejendom og åbner sin butik nummer to
Herretøj, LP’er, lidt interiør, lidt bøger og vinylkoncerter vil man kunne finde i Claus Hvass' butik nummer to.
Han voksede op i Galten, blev udlært i Galten, bor stadig i Galten, og nu åbner Claus Hvass så egen herretøjsbutik i byen.
»Det er fedt, og jeg glæder mig som et lille barn,« siger tøjmanden.
Den præcise adresse hedder Søndergade 12, hvor der tidligere har ligget en EDC i mange år.
Han har købt ejendommen med sin svoger og skal nu have sat både butik og lejligheden ovenpå i stand.
»Jeg åbner i Galten, fordi jeg holder rigtig meget af den by, jeg er opvokset i. Og der er sket så meget i Galten: Nu er der eksempelvis tre dametøjsbutikker – hvorfor skulle der så ikke også kunne være to herretøjsforretninger? Det er jeg hundrede procent sikker på, at der kan.«
Claus Hvass har i forvejen en tøjbutik, der bærer hans eget navn, i Hinnerup. En butik hvori han i øvrigt har 20-årsjubilæum i slutningen af marts.
Hans nye forretning i Galten får samme koncept som i Hinnerup: Herretøj, LP’er, lidt interiør, lidt bøger og vinylkoncerter.
»Samme koncept, mindre skala,« siger Claus Hvass og hentyder til, at Galten-butikken ”kun” fylder en tredjedel af Hinnerup-forretningen.
»Den nye butik bliver på godt 100 kvadratmeter. Det var præcis derfor, jeg faldt for netop dette lokale: Både fordi det er byens bedste beliggenhed, men også fordi det er en mindre butik, som er nem at overskue for en enkelt ansat i hverdagene,« siger han.
Og hvornår åbner butikken så? Ja, det bliver i hvert fald »inden jul,« lyder det hemmelighedsfuldt fra Claus Hvass.
Mere vil han ikke røbe på nuværende tidspunkt.
»Folk må væbne sig med tålmodighed.«
læser
Efter længere tids mystik bekræfter Netto: »Det er os, der åbner ny butik i ferieby«
lige nu