Opsang: »Hvis man synes, det er synd, en butik lukker, så skulle man måske have handlet der lidt før«
Hinnerup mister sin sidste boghandel, og formanden for handelsstandsforeningen udtrykker bekymring for lokalhandlens fremtid.
Om senest 12 dage er Hinnerup blevet en butik fattigere. Kontur Boghandel – der i øvrigt er kommunens sidste boghandel – lukker.
Det ærgrer formanden for handelsstandsforeningen i Hinnerup, Claus Hvass, gevaldigt, at man fremover ikke kan købe bøger, blækpatroner eller den første skoletaske i den lokale boghandel.
Formanden kan se tilbage på et par år med en hel del butikslukninger i byen.
To dametøjsforretninger, en interiørbutik, en boghandel, en garnforretning, et pizzeria og Berthelsens Cykelservice.
»Vi har altid lidt været forskånet for tomme butikslokaler i Hinnerup. Vi har tænkt, at det mest var en ting i Hammel og Hadsten, men nu sker det også her,« siger formanden og fortsætter:
»Jeg synes, det er sørgeligt. Det er synd og skam, at dem, der gerne vil handle lokalt, ikke kan få lov til det. Jeg synes også, at det er kedeligt, at nogle først sørger for at handle, når butikken kører ophørsudsalg.«
Derfor gentager han det efterhånden velkendte budskab:
»Støt lokalhandlen, hvis du vil bo i en by, hvor der sker noget. Det er alfa og omega. Der er ingen, der gider at bo i en by, der ikke er aktiv. Du får altså heller ikke det samme for dit hus, hvis byen dør ud.«
Og videre:
»Hvis man synes, at det er synd, en butik lukker, så skulle man måske have handlet der lidt før.«
Meget få specialbutikker
Selvom handelsstandsformanden understreger, at der også er »mange, som er gode til at handle lokalt,« så har det altså stadig ikke været nok til at holde liv i mange af Hinnerups specialforretninger:
»Der er næsten ingen specialbutikker tilbage jo. Der er kun lige Matas, en blomsterhandler og en herretøjsbutik. Brugsen skal jo nok overleve, men hvor fedt er det med en by kun med en brugs? Og måske ejendomsmæglere, frisører, pizzeriaer og begravelsesforretninger.«
Af samme årsag har Claus Hvass også en »frygt for lokalhandlens fremtid.«
»Jeg er da ikke optimistisk. Det er en træls tid, vi går i møde. Også fordi ingen får lov at åbne butik nu om dage. Banken ser rødt, når nogen siger, at de gerne vil åbne en butik. Så jeg synes, at det ser sort ud med lokalhandlen – ikke kun i vores by.«
Slutteligt slår han fast, at butikkerne også selv bærer en del af ansvaret for at overleve:
»Butikkerne skal selvfølgelig sørge for at have det, kunderne gerne vil have, og ikke kun det, de selv vil have. Og så må man ikke falde i søvn i sin egen butik: Lav om, flyt rundt, skab nogle nye oplevelser. Det er man nødt til. Og så skal man have en høj service og opføre sig ordentligt – det er det, vi skal leve af,« siger Claus Hvass, som netop efterlever dette i sin herretøjs/LP-forretning, der bærer hans navn.
»Det er jo nok grunden til, at jeg er her endnu.«