Historiske politiguldkorn: »Bevar roen. Sluk cigaren«
Det var okay at ryge cigar og pibe, så længe man lagde den fra sig, hvis borgere kom forbi. Til gengæld skulle man passe på med kvinder.
Man kan måske undre sig lidt over, hvor ofte politiet rydder op.
I hvert fald dukkede der noget lidt særligt op under en nylig oprydning på politigården i Randers.
I gemmerne fandt de nemlig en 84 år gammel bog - nærmere bestemt en vejledning til unge, nyansatte betjente fra 1942. Og bogen er fyldt med guldkorn, skriver Østjyllands Politi på Facebook.
»Det maa saaledes aldrig ske, at en Politimand ekspederer Publikum med Cigar eller Pibe i Munden. Sidder man paa Stationen og skriver paa noget, der ikke kan afbrydes, vil en lille, undskyldende Bemærkning til den indtrædende faa enhver Ventetid til at glide ned.«
Det var altså helt i orden at ryge dengang - så længe man lagde cigaren fra sig, når der var kunder i butikken.
»Hvis en Polititjenestemand under sin Patrouillegerning alt for ofte indlader sig i utjenstlige Samtaler med Damer, det vil sige Samtaler med et saa gemytligt eller spøgende Anstrøg, at Publikum deraf kan udlede det utjenstlige, kan man være sikker på, at Politimanden i den omkringboende Befolknings Omdømme og Omtale vil blive udsat for en mindre blid Kritik.«
Det der med at snakke med kvinder skulle man altså passe lidt på med, hvis man var politimand dengang. Man skulle jo nødig blive fristet.
»Selvbeherskelsen er noget af det vanskeligste at lære for den unge Politimand og enkelte lærer det desværre aldrig, ikke blot til Skade for dem selv, men ogsaa for Etaten. En Politimand bør ikke blive hidsig, for en hidsig Mand laver let Dumheder. Husk, Skældsord stempler oftest Afsenderen mere end Modparten.«
Et godt råd, som alle mennesker måske burde efterleve.