Fortsæt til indhold

Når nøgler, nederdele og nips bliver til kunst: Se det i Skørring

Lokale kunstnere sætter fokus på bæredygtighed og genbrug, når Skørring Forsamlingshus åbner dørene for en kunstudstilling med værker af fire djurske udstillere. Initiativet skal styrke fællesskabet i Ådalsområdet og skabe dialog om materialers betydning.

Kultur og byliv
LNT

Weekenden 11.-12. april giver mulighed for at gå, cykle eller køre foråret i møde.

Skørring Forsamlingshus holder åbent, hvor der kan købes kolde øl, vand eller varm kaffe, og besøgende kan møde andre lokale fra hele Ådalsområdet.

Det er muligt at aftale at følges med andre eller se, hvem man møder på dagen.

Kunstudstilling i forsamlingshuset

Det er gratis at besøge udstillingen begge dage fra klokken 10 til 16. Forsamlingshusets frivillige håber på lokal opbakning til initiativet og den tid, de bruger på at holde dørene åbne. Ud over muligheden for at mødes lokalt kan man opleve værker fra fire djurske udstillere, heriblandt to kunstnere med særlig lokal tilknytning.

Læderkunstner Anne Bang Tange fra Rugtorvet ved Karlby er folkeskolelærer på Ådalens Skole i Skørring, uddannet håndværk- og designlærer og underviser desuden ved FOF.

Hun tog orlov fra lærerjobbet i 2024/25 for at fordybe sig i arbejdet med læder.»Jeg ville fordybe mig i håndværket med læder og design – og kun måske – på sigt sælge + undervise i det,« fortæller Anne.

»Det var et fantastisk år, hvor tiden fløj og hænderne arbejdede konstant. Men også et år, hvor jeg lærte at skrive en faktura, lave regnskab, lave en profil på sociale medier og skabe en professionel identitet.«

Bæredygtige materialer og lokale kunstnere

Anne Bang Tange arbejder udelukkende med rest- og genbrugslæder.

»Udfordringen ved det er, at læderet kommer i ukurante faconer, størrelser, strukturer og farver – nogle gange endda med patina og produktionsspor.«

Hun fremhæver, at det netop er materialets udfordringer, der inspirerer hende.

»Behandler du læder godt, er det utrolig samarbejdsvilligt.«

Blandt hendes kreationer er farverige bæltetasker, hånd- og skuldertasker, net, skåle, nøgleringe, upcyclede nederdele til tasker samt smykkeblomster.

Anne Bang Tange er nu tilbage på Ådalens Skole i en 40 procents stilling og arbejder sideløbende på at opbygge en mindre virksomhed med salg af egne designs og afholdelse af læderworkshops.

Anne Bang Tange giver restlæder nyt liv – én bæltetaske ad gangen. Pressefoto

Rutinerede Malene

Billedkunstner Malene Kløve Dalsgaard fra Hornslet er uddannet billedkunstner fra Århus Kunstakademi, medlem af kunstnerkollektivet Pakhus 64 i Aarhus og arbejder desuden på Aros.

Hun anvender indsamlede materialer som arvestykker, duge, nøgler, hæklede cirkler og affald i sine værker, hvor noget genanvendes i skulpturer og andet bruges som inspiration i maleriet.

De to øvrige udstillere er kunstmaler Marianne Storgaard fra Auning og bronzestøber og billedkunstner Troels Buse fra Trustrup.

Begge dage er der åbent fra klokken 10 til 16.

Ved dårligt vejr gør forsamlingshuset opmærksom på varm kaffe og tag over hovedet.