Fortsæt til indhold

Kim ville bare finde nogen at gå med - nu samler han 2.500 til en uges vandrefestival

Da Kim Nielsen oprettede Facebook-gruppen Skanderborg Vandrer for et år siden, håbede han bare at finde et par stykker at gå ture med. I dag tæller gruppen over 2.500 medlemmer, og jubilæet fejres med en hel uge fyldt med vandreture, fællesskab og fest.

Kultur og byliv

Da Kim Nielsen den 22. april sidste år oprettede Facebook-gruppen Skanderborg Vandrer, var ambitionen egentlig beskeden: Han håbede at finde et par andre, der havde lyst til at gå ture sammen med ham.

Men det lille initiativ voksede hurtigt.

Allerede efter få uger havde gruppen rundet 100 medlemmer, og omkring 20 begyndte at gå ture sammen fast. I dag har gruppen over 2.500 medlemmer, og det markeres nu med Skanderborg Vandrefestival 2026 – en hel uge med vandreture og sociale arrangementer.

»Jeg startede gruppen i håb om at finde et par stykker at vandre med, men det blev hurtigt en enorm succes. Der var virkelig mange, der gerne ville med ud at gå,« fortæller Kim Nielsen.

Det er heller ikke længere kun ham, der står bag turene.

»Nu er der 15-20 stykker, der også byder ind med nye vandreture. Det betyder, at vi kommer ud til steder, som jeg ikke engang selv kendte,« siger han.

Det særlige ved det her er fællesskabet. For nogle er det faktisk det allervigtigste. Der er altid en god stemning, og det er en meget inkluderende gruppe

Aha-oplevelser

Mange fik smag for at vandre under coronatiden, og Kim oplever, at mange stadig har stor lyst til at komme ud og vandre i naturen.

»Folk nyder at opdage nye områder. Jeg hører tit nogen sige: “Det ligger kun tre kilometer fra, hvor jeg bor, men jeg anede ikke, det fandtes. De får de der aha-oplevelser. Det gælder også mig selv,« fortæller han.

Men det er ikke kun naturen, der trækker.

Det sociale er mindst lige så vigtigt, understreger Kim.

»Det særlige ved det her er fællesskabet. For nogle er det faktisk det allervigtigste. Der er altid en god stemning, og det er en meget inkluderende gruppe,« siger han.

Ifølge Kim Nielsen er op mod 80 procent af medlemmerne kvinder, og mange er over 50 år. Men gruppen favner bredt.

»Der er også mange stærke pensionister med – nogle i 70’erne og begyndelsen af 80’erne – som sagtens tager de lange ture. Og der er mange forskellige nationaliteter. Alle er virkelig velkomne,« siger han og tilføjer med et grin, at mænd bestemt også er inviteret med.

Man behøver ikke at mingle. Men vi oplever tit, at folk åbner mere op undervejs og går hjem med et smil.
Kim Nielsen

Vægt på det sociale

Netop det inkluderende fællesskab betyder meget for ham. Han oplever, at vandreturene ikke kun giver motion og naturoplevelser, men også kan være en vej ud af ensomhed.

»Vi lægger stor vægt på de sociale relationer. Det er en oplagt måde at komme ud af ensomhed på og få et bredere netværk. For mange kan det være svært at tage med første gang, men vi gør os umage med at tage godt imod alle,« siger han.

Der er samtidig plads til at være med på sin egen måde.

»Man kan både gå i en stor gruppe og snakke, eller man kan gå lidt for sig selv. Man behøver ikke at mingle. Men vi oplever tit, at folk åbner mere op undervejs og går hjem med et smil. Det er en virkelig rar fornemmelse.«

Du kan finde programmet for de forskellig vandretur under Skanderborg Vandrefestival 2026 i Facebookgruppen Skanderborg Vandrer. Her kan du også tilmelde dig turene. Privatfoto

En uge med vandring

Jubilæet bliver fejret med Skanderborg Vandrefestival 2026, som begynder lørdag 18. april kl. 10 ved Trailcenteret på Fælleden. Her holder borgmester Frands Fischer tale, årets vandrer kåres, og dagen byder på ture på 5, 8 og 12 kilometer. Senere samme dag er der reception og fest på Vestermølle.

I løbet af ugen er der desuden blandt andet en 22 kilometers tur rundt om Skanderborg Sø, ture fra Dyrehaven, en aftentur ved Øm Kloster, en tur i Jeksendalen, en vandring fra Alling og en længere tur fra Ry til Silkeborg for de mest seje deltagere.

Festivalen slutter søndag med fælles morgenmad på FLOK i Skanderborg og en fælles vandretur på fem kilometer.

Kim Nielsen håber, at årets fejring kan blive begyndelsen på en ny tradition.

»Jeg håber, at vandrefestivalen kan blive en årligt tilbagevendende begivenhed,« siger han.