Fortsæt til indhold

Butiksindehaver fejrer rund fødselsdag med kagemand, bobler og fadøl: Har i 30 år solgt tøj i Hammel, Aarhus og Hadsten

Bo Meyer har i det meste af sit voksenliv været selvstændig tøjmand.

Kultur og byliv

For omkring 30 år siden åbnede Bo Meyer tøjbutikken Huset Meyer i Hammel. Karrieren som selvstændig tøjmand begyndte i et mindre butikslokale i Østergade 42, hvor der i dag er frisørbutik. Efter nogle år flyttede Huset Meyer til større lokaler i Tema Centret, hvorfra der igennem mange år blev langet herretøj, dametøj, børnetøj og lingeri over disken.

Efter omkring 20 år med tøjbutik i Hammel skiftede Bo Meyer tilværelsen som selvstændig ud med en ansættelse som butikschef i Tøjeksperten i City Vest i Aarhus. Bo Meyer var i mellemtiden flyttet til Hadsten, hvor han ved selvsyn kunne konstatere, at der ikke længere var nogle herretøjsbutikker, så da der blev et godt butikslokale ledigt i Søndergade, var han efter fem år som butikschef i Aarhus klar til at vende tilbage som selvstændig butiksindehaver i regi af Tøjeksperten.

»Jeg spurgte kæden, om de var interesseret i at åbne i Hadsten, og da de var med på den, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle have en chance,« fortæller Bo Meyer, der i september 2021 slog dørene op til Tøjeksperten i Hadsten.

»Nu har jeg været her i fire et halvt år, og det går da meget godt, så her vil jeg gerne fortsætte, indtil jeg engang går på pension,« fortæller Hadstens tøjmand med et smil.

Livet som selvstændig tiltaler ham, selvom der er perioder med pres på og en arbejdsuge på mere end 37 timer.

»Jeg kan godt lide at være herre i eget hus, for selvom der kan være pres på, giver det også en vis frihed at være selvstændig. Det er fedt at være egen herre, når der er travlt, og det går godt, og man ved, det er ens egen fortjeneste. Omvendt er der kun én at pege fingre ad – mig selv – hvis det går dårligt,« siger Bo Meyer, der snart runder et skarpt hjørne.

Bo Meyer fejrer rund fødselsdag med kagemand, bobler, fadøl og udsalg i Tøjeksperten i Hadsten. Privatfoto

På hans fødselsattest står der 11. april 1966, så lørdag 11. april 2026 kan han fejre sin 60-års fødselsdag. Det bliver fejret med fadøl i butikken fra kl. 11-14, men allerede torsdag 9. april kl. 13-16 tyvstarter festlighederne med kagemand i butikken i Søndergade 18. Fredag kl. 14-17 bliver der serveret bobler, så der er altså lagt op til tre dage med fest og farver i byens handelsgade.

Bo Meyer er oprindelig fra Ejstrupholm i Midtjylland, hvor han voksede op med to yngre brødre. Efter nogle år med både bopæl og butik i Hadsten flyttede han for halvandet år siden til Risskov.