Første besøg på nyt midtby-hotel: Kendt kæde vender tilbage til Aarhus med eksotisk pool og 211 værelser
Aarhusianske Belle lægger navn til det hele nede på jorden og bæredygtige hotel med en afslappet attitude, der blender ind i det urbane Sydhavnen.
Guldsmeden Hotels åbnede sit allerførste hotel i Guldsmedgade i Aarhus i 1999, men fik siden travlt med sine fem store hoteller i København og fem ditto i Berlin, Oslo, Bremen, Menton og på Bali. Nu vender Guldsmeden tilbage til byen, hvor det hele begyndte, og hvorfra navnet stammer.
Hotellet er opkaldt efter ejerens afdøde mor, Belle, der var født og opvokset i Aarhus og havde haft sin daglige gang i byen gennem et langt liv. Hun var mor til Marc Weinert, der er den ene halvdel af ægteparret bag hotelkæden.
Siden de første 26 værelser i Guldsmedgade har kæden udviklet sig og har blandt andet indrettet et femstjernet jungleparadis fuld af suiter i København. Hotellerne er generelt kendt for deres balinesiske stemning og bæredygtige profil.
Nu får Aarhus igen et Guldsmedhotel. Denne gang med navnet Belle, 211 værelser og fire stjerner. Det åbner 1. juli.
Også i Smilets By bliver der en eksotisk pool. Her placeres den i et glashus, som beklædes med grønne planter. Derfra kan man få et kig både til himlen, til Kulbroen og til den store terrasse.
»Vi glæder os utrolig meget til at åbne Belle Guldsmeden, der ligger midt i Sydhavnens levende og spændende miljø med masser af lyd, kreativitet, kunst, god mad og i det hele taget oplevelser. Der bliver fri adgang til vores terrasse i anden sals højde fra Kulbroen. Her får vi en pianobar som nabo, og Train som underbo, mens Birks Køkken og Aarhus Billedkunstcenter ligger i bygningen lige ved siden af,« siger Belle Guldsmedens nyudnævnte direktør, Sanne Remmer Madsbjerg.
Hun kender kvarteret rigtig godt, fordi hun kommer fra en stilling som direktør i Turbinehallen en spytklat fra hotellet. Hun har et godt overblik over områdets mange aktører og et fabelagtigt samarbejde med Sydhavnspedellerne, der gerne giver en hånd med de mange praktiske opgaver, der er i forbindelse med at bygge et hotel.
Det begynder at tage form, og det er ikke svært at forestille sig det færdige resultat, da vi får en rundvisning. Den begynder i hotellets hjerte, som er receptionen på anden sal. Den hænger sammen med restauranten og fortsætter ud på en stor tagterrasse.
»Jeg forestiller mig, at folk vil komme slentrende hen ad Kulbroen og går ind på vores terrasse, hvor de kan få sig en god kop kaffe og et udvalg af drinks. Måske før og efter en koncert nede på Train eller på pianobaren. Terrassen løber også omme på den østlige side af hotellet, hvor vi serverer morgenmad, og man kan nyde solopgangen over Sydhavnen,« siger direktøren.
Sanne Remmer Madsbjerg har i disse dage mere end travlt med at modtage masser af kasser med noget så blandet som radioer og madrasser, der skal fordeles på 3. til 11. etage, hvor værelserne er. Jo højere oppe, jo bedre udsigt.
»Guldsmedånden skal tilbage til Aarhus, hvor det hele begyndte. Der har ikke været et Guldsmedhotel i byen siden 2021, men det ændrer sig nu,« fastslår hun.
Guldsmedens grundlæggende værdier vil også præge aarhusianske Belle.
»Vi skal videreføre den særlige Guldsmeden-ånd, som hele hotelkæden er bygget på: Varme, bæredygtighed og ikke mindst én særlig sætning: Vær dig selv. Der findes ikke et hotel i Aarhus, som ligner vores,« siger Sanne Remmer Madsbjerg.
Hun er personligt faldet fuldstændig for den helt naturlige og ægte stil, som kæden står for.
»Vi tror på bæredygtighed, det er ikke bare en trend for os, det er hele vores fundament. Det gælder både materialevalg og den mad, vi serverer. Vi tror på nærvær. Hele vores team bestræber sig hele tiden på at være sig selv, uanset om vi gør rent på et værelse, besvarer e-mails eller serverer morgenmad – at være sig selv er en del af Guldsmeden-oplevelsen,« fortsætter hun.