Rørende og rystende ‘mavepuster’: Hind Rajabs stemme ramte Ry

En stor hvid klump fedt bliver fyldt i gryden i popcornmaskinen. Der ligger snorlige rækker af snolder og chokoladebarer klar til salg, og bag disken byder to smilende kvinder de første biografgæster velkommen.

Vi er i den lille, intime foyer i Ry Biograf en ganske almindelig torsdag aften i april. Noget er dog anderledes. Der bliver ikke langet mange snacks og søde sager over disken, og ængsteligheden blandt de fremmødte breder sig i lokalet. Snakken går på, hvad det er for en film, vi har i vente.

»Den er rigtig barsk,« siger en herre til de to frivillige kvinder, som har biograftjansen i aften.

Herren hedder Michael Srogosz og er formand for Rys afdeling af Røde Kors. Han er også initiativtager til aftenens arrangement, hvor generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, er inviteret til at holde et oplæg til filmen ‘Hind Rajabs Stemme’.

En prisvindende film, som skildrer den autentiske fortælling om nødhjælpsarbejdere fra palæstinensisk Røde Halvmåne, der utrætteligt forsøger at gennemføre en redningsaktion i en krigszone i Gaza. Filmen igennem hører man de reelle lydoptagelser af stemmen fra den seksårige pige Hind Rajab, der som den eneste overlevende i en bil med familiemedlemmer har telefonforbindelse til nødhjælpsarbejderne på alarmcentralen.

»Den film taler for sig selv. Den har skabt røre. Folk i Ry har været meget opmærksomme på det, tror jeg,« siger Michael Srogosz.

En nødvendig film

Michael Srogosz mener, vi har brug for andet end de gængse ‘kioskbaskere’, der ellers bliver vist i biograferne.

»Popcornfilm er der nok af, men de rykker ikke så meget. Den her film, den rykker forhåbentlig meget. Og en gang imellem har vi brug for en mavepuster.«

Han synes, at vi oftest bliver præsenteret for krigens realiteter fra et voksenperspektiv. Den her film kan noget andet, siger han.

»Vi skal se en film, der handler om krigen, set med barneøjne.«

»Mennesker af kød og blod«

Generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, synes også, filmen giver et anderledes perspektiv.

»Filmen her handler om et menneske, og dem der forsøger at hjælpe. Det viser, at det ikke kun handler om tal, men om mennesker af kød og blod. Jeg håber, folk får en fornemmelse af de dilemmaer, som nødhjælpsarbejdere står i, når de ikke kan få lov til at gøre det, de er sat i verden for, nemlig at redde liv,« siger han.

Ifølge Anders Ladekarl er det altafgørende, at krigens parter respekterer nødhjælpsorganisationernes neutralitet. Men det er langt fra altid tilfældet. Søndagen forinden mistede Røde Kors endnu en nødhjælpsarbejder i det sydlige Libanon.

»De seneste års krige har i den grad udfordret os. Vi har aldrig fået så mange kollegaer slået ihjel. Vores eneste beskyttelse er vores symboler, halvmånen og korset. Vi kører ikke med våben eller bevæbnede vagter. Dem, der fører krig, respekterer ikke på samme måde vores symboler. Det viser den her film på grummeste vis,« konstaterer Anders Ladekarl.

En alvorlig aften i biffen

Vi bevæger os andægtigt hen over det bløde gulvtæppe i biografsalen, inden pladserne i de røde stole bliver indtaget med en sjælden form for alvor.

Anders Ladekarls oplæg med skæbneberetninger fra nødhjælpsarbejdet i Mellemøsten sætter scenen for filmen, inden mørket sænker sig over stolene i salen.

»God fornøjelse,« står der på lærredet.

Den næste halvanden time flår filmen i følelserne. I historiens klimaks følger vi Røde Halvmånes indædte kamp for at guide en ambulance gennem bygader i ruiner.

Håbet om at nå frem til den lille pige lever lige til det sidste, og ganske få meter fra bilen med Hind Rajab bliver de to nødhjælpsarbejdere dræbt af det israelske militær. Kort tid efter mister alarmcentralen også kontakten til Hind Rajab. Hun led på tragisk vis samme skæbne som sin onkel, tante og deres fire børn, som også sad i bilen.

355 skudhuller blev der talt, da bilen blev fundet 12 dage senere, efter nødhjælpsarbejdere kunne få adgang til det krigshærgede område i Gaza.

Rulleteksterne rammer lærredet, men lyset forbliver slukket et godt stykke tid. Ingen rejser sig. Vi sidder i mørket og fordøjer filmen.

I stilhed og med en usagt fælles fornemmelse af tung højtidelighed bevæger vi os ud af salen, som var det en kirke og begivenheden en begravelse.

Ry-borger er rørt

Udenfor taler jeg med en af de Ry-borgere, som har valgt at “udsætte” sig selv for en alternativ biografoplevelse.

»Jeg har siddet med en klump i halsen. Man bliver rystet. Det er en voldsom, men også vigtig film,« siger Mette Møller, der til dagligt arbejder som sygeplejerske i Hammel.

Hun tager især historien om nødhjælpsarbejderne med sig hjem.

»Det er blevet tydeligt for mig, hvilket kæmpe stykke arbejde de gør. Som sygeplejerske bliver jeg meget påvirket af, hvor svært det må være at stå med den magtesløshed over ikke at kunne hjælpe.«

Mette Møller har i sit arbejde som sygeplejerske selv behandlet krigstraumatiserede flygtninge, og fortællinger fra de civile ofre er særligt vigtige, mener hun.

»Det kan få os til at mærke, hvor skrækkeligt det egentlig er, så vi ikke bare lukker øjnene,« siger Mette Møller, der fortæller, at hun gerne vil sprede budskabet ud til andre.

En aften kun med død og ødelæggelse – eller?

Michael Srogosz er godt klar over, at krig ikke stopper, fordi Ry Biograf viser en enkelt film en tilfældig torsdag aften. Men han håber, ét vigtigt budskab kan brede sig som ringe i vandet.

»Krig er aldrig en løsning. Det er ikke en vej man kan gå for at få en bedre verden,« understreger han.

Hvad skal vi så tage med os fra sådan en aften fyldt med krig, død og ødelæggelse? Anders Ladekarl giver meningsløsheden modspil med en særlig betragtning.

»Hver eneste dag står de frivillige i Palæstina op og fortsætter deres hjælpearbejde, på trods af at 53 af deres kollegaer er blevet slået ihjel. Det er på en eller anden måde livsgivende og fantastisk.«