Mille synes, det er sjovt at være den onde - selv om hun diskuterer med Snedronningen

Moesgaard bliver til sommer forvandlet til et magisk vinterlandskab, når H.C. Andersens eventyr ”Snedronningen” genskabes som en spektakulær fortælling om venskab og at gå gennem isnende kulde for den, man elsker.

Fra 22. maj danner skråningen med havudsigt endnu en gang rammen om Nordeuropas største teaterforestilling med Det Kongelige Teaters opsætning.

I denne uge gik prøverne i gang med Mille Lehfeldt i rollen som den helt hvide og hekseagtige dronning.

»Det er enormt sjovt at få lov til at være skurk og at have mørke kræfter. Snedronningen er faktisk en form for superhelt på the dark side,« ler skuespilleren, som vi møder på scenen i strålende solskin.

Forberedelserne til forestillingerne i Aarhus er i fuld gang. For et år siden spillede holdet samme forestilling i Dyrehaven ved København, så Mille Lehfeldt kender Snedronningen rigtig godt.

»Jeg taler lidt med hende nogle gange, når vi er alene, og spørger ”hej - hvad skete der?” Jeg har et blødt punkt for hende. Hun har jo måske engang haft et hjerte, der bankede varmt og menneskeligt. Men hvad sker der, når man får magt og bliver såret og bange? Når man opfører sig dårligt og vil have endnu mere magt? Det er jo i øvrigt ikke uaktuelt,« fortsætter hun med reference til den politiske situation i verden.

Det er pinligt

På Moesgaard sørger den iskolde dronning for, at lille Gerda og Kay må gå så grueligt meget igennem. Det gør de i levende scenografi, der gør det hele ægte eventyrligt.

I den virkelige verden er Mille Lehfeldt lige hoppet af den elcykel, der har fragtet hende gennem skoven, langs havet og til jobbet.

»Det er en utrolig smuk tur,« siger hun begejstret, men bliver straks meget utilpas over det næste spørgsmål: ”Har du været her før?”

»Jeg synes, det er pinligt. Det har jeg ikke. Jeg er lige ved at lyve, men det må man jo ikke,« siger hun efter en tænkepause, hvor hun vrider sig.

»Jeg skammer mig, fordi det burde jeg have været. Tænk, jeg har ikke mødt Grauballemanden i egen person. Men nu er jeg her, og det er aldrig for sent. Jeg er en late bloomer,« når hun frem til efter at have været meget af følelsesregisteret igennem.

Skuespilleren er til gengæld helt hjemme i det stykke, hun er kommet til Aarhus for at spille.

»Vi har spillet den mere end 30 gange i Dyrehaven, og det er sjovt at komme tilbage til noget, vi har været i så længe, og så udforske, hvad der sker. Måske opstår der nogle andre ting end sidst – bittesmå nuancer og detaljer,« siger Mille Lehfeldt.

Det evige offer er nu sej

H.C. Andersens næsten 200 år gamle eventyr er nyskabt af dramatiker Kim Fupz Aakeson og instruktør Nicolei Faber.

Historien er stadig den samme: Kay får en spejlsplint i øjet, som får verden til at fremstå grim og dum. Det får ham til at forlade sit smukke venskab med skønne Gerda og rejse væk med den onde Snedronning. Den lille Gerda rejser efter sin ven for at få ham tilbage.

Hun er i denne nutidige opsætning noget mere handlekraftig og modig end H.C. Andersens milde og tårevædede version. Det evige offer er blevet en feministisk force.

Fortællingen er stadig klassisk, men eventyrets forunderlige væsener optræder i opdaterede og fantasifulde kostumer. Isdjævlene er punkagtige, og rensdyret har klap for øjet, tatoveringer og et firehjulstrukket køretøj.

»Jeg har en usandsynligt fed rensdyrbil. Godt nok uden tag, og det bliver vinter og frygteligt koldt for den lille Gerda, men så kommer rensdyret til undsætning med nogle gasvarmere i bilen. Rensdyret er en ven, som alle godt kan bruge,« forsikrer Anton Hjejle, der spiller en rå version af et rensdyr med fuldskæg, klap for øjet og et stort hjerte.

Containerby med kostumer

Gerda møder mange andre mystiske figurer og prøvelser på sin vej. Blandt andet ryger hun ind i et festligt slot, som viser sig at være et gyldent bur.

»Trummeram, trummerum. Man blir’ gumpetung og dum. Faldera, falderi en royal har aldrig fri,« synger og danser prinsessen i en af aarhusianske Marie Koldkjær Højlunds sange, der er lige så nye som opsætningen.

Mellem musikken og stor fysisk udfoldelse dukker der også lyserøde røverkannibaler, et menneskehav og dansende blomster op.

Det hele fletter sammen med vilde eksplosioner, motoriserede fjerklædte køretøjer, laserlys, et væld af statister og en snestorm i maj.

Det kræver en mindre containerby bag den store cirkelformede træscene. Der er to vogne kun til parykker og hatte, som er kunstnerisk udført og bearbejdet ned i mindste detalje. Det har taget ikke mindre end to år at skabe kostumerne til isdjævle, vølvere, røvere, finnekonen, prinsessen, rensdyret og mange flere.

Inden i dem er Laura Skjoldborg, der spiller Gerda. Kay spilles af Alvin Olid Bursøe, mens Simon Mathew er isdjævlen og røverpigen Carla Eleonora Feigenberg.

Der er desuden seks dansere og omkring 60 statister fra Aarhus-området med til at skabe den mangefacetterede oplevelse.

Begejstrede anmeldere

Efter premieren i 2025 var anmelderne begejstrede.

Information skrev: »Snedronningen lykkes som spektakulært familieteater. Sjovt, skørt og frysende flot.«

Det blev også kaldt: »Visuelt forførende, cool klingende og stærkt timet med sus og aktualitet i ordene.«

Berlingske, Politiken og Kristeligt Dagblad gav forestillingen fire stjerner, mens kulturmedierne som iscene.dk og Kulturkupeen gav den fem eller seks stjerner.