Josefine lavede Hjørring i karamel - og vandt sølv ved DM i Skills
Det er især de kreative opgaver ved konditorfaget, som, Josefine Johansen synes, er fede.
»Jeg havde selvfølgelig håbet på guld, men feltet i år var sindssygt stærkt, så jeg er virkelig tilfreds med min sølvmedalje,« siger Josefine Johansen.
Hun er konditorelev ved Restaurant Lillering Skov i Skovby, og hun har netop deltaget i DM i Skills, hvor hun fik en andenplads for sine kreationer og desserter.
Hun deltog også i DM i Skills i 2024.
»Jeg følte mig meget mere forberedt denne her gang, fordi jeg vidste, hvad jeg gik ind til,« fortæller Josefine Johansen, der oprindeligt kommer fra Skovby og i dag bor i Aarhus.
Stolt over Hjørring-blikfang
Til DM i Skills skal konditoreleverne igennem syv opgaver. De fem af opgaverne kender de på forhånd – det gælder for eksempel blikfang i karamel og marcipanfigurer – men to af dem får de først at vide dagen inden.
»Jeg synes, det var nogle fede opgaver. Den ene var meget kreativt anlagt. Vi skulle lave blomster i marcipan, og det var fedt bare at kunne bruge sine kreative evner,« siger Josefine Johansen.
Hun er mest stolt af det, hun kreerede til opgaven, der handlede om blikfang i karamel.
»Temaet var Hjørring, og ud fra det lavede jeg Hjørring Rådhus som bund, og så lavede jeg Rubjerg Knude Fyr, der skulle flyttes, med vand ind over fyrtårnet. Jeg synes selv, det stod ret flot,« siger hun og fortsætter:
»DM i Skills er en megafed oplevelse, og man lærer virkelig meget både personligt og fagligt.«
Ikke noget facit
Josefine Johansen er som sagt konditorelev ved Restaurant Lillering Skov i Skovby.
»Det er et virkeligt fedt sted. Der er meget frie tøjler, og vi laver alt fra kompotter til store bryllupskager og fine dessertanretninger. Det fede ude ved os er, at der også er kokke, så jeg hjælper med at anrette forretter og hovedretter, når vi kører store selskaber,« siger hun og fortsætter:
»Der er heller ikke nogen, der siger ”det kan du ikke”. Jeg kan altid prøve ting af og se, om det fungerer. Det fede i vores branche er, at der ikke er noget facit for, hvad der er rigtigt og forkert.«
Hun er snart færdig med sin elevtid. Faktisk skal hun til svendeprøve i juni.
»Omkring september tager jeg til Canada. Så skal jeg rejse lidt rundt og se, om jeg kan finde et relevant arbejde. Så må vi se, hvad der sker bagefter,« siger hun om fremtiden.