Fortsæt til indhold

De blev alle gravide og næsten alle svigtet af barnets fader

Ny bog sætter fokus på de svenske kvinder, der kom til Hinnerup-Hammel-egnen i 1850'erne.

Kultur og byliv
sra

Fra 1850’erne til 1. verdenskrig kom der op imod 50.000 unge svenske kvinder til Danmark. De kom fra sult og nød i hjemlandet til slid og slæb i det danske landbrug.

Forfatter Peder Meyhoff udgav i 2024 en bog om de svenske indvandrere, der kom til Hinnerup-Hammel-egnen fra 1850’erne. Den følger han nu op med en bog, der handler om 16 af de første, svenske kvinder, der kom til egnen. Det fortæller forfatteren i en pressemeddelelse om bogen, der hedder ”Det var flickorna fra Sverige”.

Godsejerne og de større gårdejere havde brug for ekstra (og ekstra billig) arbejdskraft. Det var en tid, hvor landbruget skiftede fokus fra at dyrke korn til at producere smør. Og derfor blev der brug for malkepiger og roehakkere.

Der var også brug for karle til at passe køerne – og til at grave dræningsgrøfter, så der kunne tages mere jord under plov.

I princippet blev tjenestepigerne og karlene adskilt – pigerne på pigeværelser, og mændene på karleværelser. Det hindrede dem dog ikke i at sove sammen, og resultatet var hyppige graviditeter, men også kvinder der blev svigtet af deres kærester.

Det gik både ud over danske og svenske kvinder, men det var værst for de svenske. De kunne ikke overlade børnene til deres forældre, men måtte betale for at sætte dem i pleje. Det kan derfor ikke undre, at ganske mange af de svenske kvinders børn døde som helt små.

De unge svenske ’flickor’ var i høj grad med til at skabe det moderne Danmark, men de er glemt i dag.

Bogen bliver præsenteret på Hinnerup Bibliotek fredag 8. maj.