Fortsæt til indhold

Kendt radiovært og festivaldirektør kalder årets Spot den bedste nogensinde

Gæsterne på pladsen var ovenud begejstrede for weekendens solfyldte Spot Festival, og radioværten Carsten Holm flirter med kategorien: Den bedste nogensinde. Spots direktør er enig.

Kultur og byliv

Der var masser af musik, masser af sol og tusindvis af glade mennesker i Spot-caminoen fra Musikhusparken gennem Godsbanen og Institut fra (X) til Volume Village.

Redaktionen var på pletten midt i den gode stemning og hørte igen og igen, at det var en vildt god festival.

»Det er en fantastisk opbygning med koncerter, der kun varer 30 minutter, for det når aldrig at blive for langt, og man kan nå at opleve mange navne. Så jeg tager flere chancer og får store overraskelser på Spot,« sagde gæsterne gentagne gange.

»Det er bare fedt at være tilbage i Musikhusparken. Infrastrukturen er kanon, man flyder fra Musikhusparken gennem (X) og ud til Volume,« sagde folk igen og igen.

Buen med plads til 1500 mennesker var et nyt indslag på Spot 2026. Den ligger ved Volume Village under Ringgadebroen. Foto: Tahmasbi

Også Soundvenue bemærkede, at Volume Village under Ringgadebroen var rykket tættere på Spot og blev meget mere en del af festen end tidligere i kraft af den nye scene Buen.

På den stod flere af de spændende danske rappere lige nu i perfekte industrielle rammer.

Kvinderne stormer frem

Noget af det, der kendetegnede årets program, afspejler situationen i den danske musikbranche: Unge kvinder stormer frem.

Navne som Mumle, Mille, Ella Augusta og Annika har tidligere været forbi Spot. I år blev det tydeligt, at der er flere, hvor de kommer fra. Det ved Spot, der sendte endnu en række unge kvindelige stjerneskud ud i stratosfæren.

Musikhusparkens nye store scene fungerede rigtig godt og var et smukt syn - her i et roligt øjeblik mellem to koncerter. Foto: Tahmasbi

»Vi har mange yngre kvindelige artister med, som i høj grad har gjort sig bemærket. I år er der f.eks. Augusta Schakinger, Lea Eydbjørg, Rosa – hende med det glade hit om at gå med skyklapper på, Lea Romea og Karoline Mousing,« sagde pressechefen Mille Raaby Jensen inden festivalen.

Aarhusianske Skammerens Døtre gjorde stort indtryk på publikum både sidste år og igen i år. De er selvsikre og rebelske, når de rapper numre som Gris: “den pige hun ligner din datter ... Gammel mand, gammel gris, ved han siger, den drink er gratis.

I afdelingen for kvinder, der siger fra, finder vi også Katinka.

Efter at hun stod frem i DR’s dokumentar om sexisme i musikbranchen, blev hun frosset ude og kunne ikke få en kontrakt eller spilletid i radioen. Men på Spot fik hun Ethel-prisen, som går til personer, der har gjort en særlig indsats for at fremme vilkårene for kvindelige musikere.

Musikhusparkens nye store scene fungerede rigtig godt og var et smukt syn - her i et roligt øjeblik mellem to koncerter. Foto: Tahmasbi

Bedste nogensinde

Den allerstedsnærværende radiovært Carsten Holm var også i år med på Spot og forsøgte i mandagens radioprogram Toner at undersøge, om Spot 2026 var den bedste nogensinde.

Carsten Holm. Arkivfoto: Tahmasbi

Han mener, at musikbookingen i år trådte i karakter. Mange af hans lyttere var, som dem vi mødte på festivalen, vildt begejstrede for deres musikoplevelser.

Årets festival var den 3. under ledelse af festivaldirektøren Rikke Andersen. Hun var med i radioprogrammet.

Spot-direktør Rikke Andersen. Foto: Benny Kjølhede

»Jeg tror, at det var den bedste festival nogensinde. Alting gik op i en højere enhed. Vi var selvfølgelig ualmindeligt heldige med vejret, og det er jo bare et lykketræf. Men der var også god stemning, god musik, glade mennesker og alle opførte sig pænt og ordentligt,« sagde hun.

Mennesker oppe og nede og overalt på Institut for (X) i det gode sommervejr. Foto: Tahmasbi

»Sidste år var vi ramt af logistikproblemer, fordi Musikhusparken var under ombygning og lukket. Det betød, at publikum stod en del i kø. Vi har derfor arbejdet meget med publikumsflow. Vi indtog parken som det første store event, og der var et meget bedre flow,« forklarede direktøren, der er glad helt ned i maven.

Spot har plads til 10.000 mennesker, der cirkler rundt mellem 250 koncerter på forskellige scener af varierende størrelser. Det kan ikke undgås, at der bliver kø til de allermest populære navne, men mulighederne er mange, så man kan vælge at bruge tiden på meget andet end en kø.