Camilla trykkede send med hjertet i halsen – nu står hun på scenen

Når mørket sænker sig over Moesgaard, og flere tusinde publikummer retter blikket mod scenen, står Camilla et sted, hun for få måneder siden aldrig havde forestillet sig.

Midt i lys, lyd, kostumer, dansere og skuespillere er den 49-årige kvinde fra Skanderborg en del af den store opsætning af Snedronningen, der har premiere fredag 22. maj.

Hun er statist. Faktisk spiller hun hele fire roller.

»Jeg kommer til at klæde om mange gange. Jeg spiller både snedæmon, flod, lakaj og røver,« siger hun.

Det lyder næsten eventyrligt. Men for Camilla er eventyret også alvor. For rollen som statist er blevet en del af hendes bedringsproces efter flere år med sygdom efter en livskrise.

Hun meldte sig ikke til, fordi det var nemt – hun gjorde det, fordi det var svært.

»Det var ikke noget, jeg bare lige sprang ud i. Det var grænseoverskridende at sende den ansøgning af sted. Jeg gik virkelig og overvejede det meget nøje. Jeg har en snert sceneskræk og har normalt ikke lyst til at stille mig op foran en stor forsamling. Til sidst tænkte jeg: Nej, nu springer jeg bare ud i det.«

En hjerne på overarbejde

Camilla har PTSD og sygdommen har i årevis været en barriere for hende, fået hende til at holde igen, trække sig og analysere alting, før hun turde handle.

»Når man har PTSD, så skal alt overvejes og analyseres. Der kører hele tiden sådan et risk management-program inde i dit hoved, hvor du scanner for, om alt er ok og under kontrol.«

Derfor var det ikke kun en praktisk tilmelding, da hun sendte ansøgningen til casting. Det var en kamp med sig selv.

Og da hun stod udenfor og skulle ind, var hun tæt på at vende om.

»Jeg kan huske, at jeg tænkte: Nej, jeg går igen. Jeg havde så ondt i maven. Men jeg overvandt mig selv, gik ind og kom igennem det på en eller anden måde.«

Til castingen skulle hun filmes og lære koreografi. Det var langt uden for hendes komfortzone.

»Da jeg gik derfra, troede jeg ikke, jeg ville gå videre. Men det var virkelig en sejr, at jeg havde været til castingen, og dét var en megafed følelse.«

Kort efter fik hun mailen: Hun var udvalgt som en af statisterne, men igen begyndte tankerne at larme og sende advarselssignaler.

»Der gik en halv dags tid, før jeg fik sagt ja tak. Jeg kom i tanke om, at jeg før i tiden bare sprang ud i ting uden at overtænke hver eneste detalje, og det hjalp mig videre.«

Ét skridt ad gangen

For Camilla blev statistrollen hurtigt til meget mere end en rolle i en forestilling. Den blev en måde at træne sig selv i at leve igen.

»Det var en sejr i sig selv bare at sige, at det her vil jeg gerne. At melde mig til var en sejr. At komme af sted til castingen var en sejr. At sige ja til at gå videre var en sejr. Alle de her små skridt har hver især været en sejr.«

Netop de små skridt er blevet afgørende for hende.

»Det vigtige for mig var ikke at tænke: Åh nej, jeg kan ikke stille mig op foran 3000 mennesker. Så var det aldrig sket. Men da jeg i stedet fokuserede på de små skridt et for et, så kunne jeg godt.«

Hun har stadig PTSD’en med sig. Den er ikke forsvundet. Men noget er forandret.

»Jeg skulle sige til mig selv rigtig mange gange, at nu prøver du bare lige at tage et skridt mere. Det er faktisk det vigtigste, jeg har lært. Jeg kæmper stadig med mange problemer, men følelsen af, at jeg nu er i stand til at udfordre dem, det er en kæmpe gevinst. Og det har rollen som statist været med til at give mig.«

Når hun øver med de andre statister, oplever hun, at sygdommen træder mere i baggrunden. Ikke fordi angsten aldrig dukker op. Men fordi den ikke længere får lov til at bestemme det hele.

»Jeg kan jo godt stadig blive grebet af angst og have brug for at trække mig, men jeg er ikke længere der, hvor min sygdom begrænser mig i at leve, som jeg gerne vil. Jeg sidder ikke længere fast i den. I mange år har jeg været i en nedadgående spiral, hvor jeg blev dårligere og dårligere. Nu er spiralen stoppet, og det er begyndt at gå den anden vej.«

Fra overlevelse til liv

Idéen om at blive statist opstod i et terapiforløb. Camilla havde fortalt sin terapeut om sin mormor, der engang var statist ved festspillene på Vilhelmsborg. Som barn havde Camilla bidt mærke i, hvor meget mormoren talte om fællesskabet, glæden og oplevelsen.

Da terapeuten spurgte, hvad Camilla egentlig drømte om, kom svaret næsten af sig selv.

»Det fløj bare ud af mig, at jeg godt kunne tænke mig en gang at være statist.«

Kort efter så hun annoncen om casting til Snedronningen. Nu var muligheden der.

Siden februar har hun sammen med de andre statister øvet koreografier, prøvet roller af og langsomt nærmet sig premieren. Først i Aarhus. Siden på Moesgaard, hvor prøverne er blevet mere intense med kostumer, sminke, dansere og skuespillere.

»Det er både grænseoverskridende, angstprovokerende og megafedt,« siger hun.

Og når hun taler om forestillingen, er det tydeligt, at oplevelsen har sat sig i hende. Hun stråler, når hun fortæller om kostumerne, lyset, lyden, musikken og special effects.

»Når vi ikke selv er med, ser vi på de andre. Og det er bare fuldstændig fantastisk med musikken, lyset og lyden.«

Hun er også blevet grebet af fællesskabet.

»Det er så fedt at få lov til at være sammen med sådan nogle kreative og megadygtige mennesker.«

Vil give håb videre

Camilla har valgt at fortælle sin historie, fordi hun ved, at der sidder andre derude, som også bærer på noget tungt. Mennesker, der føler, at sygdom, angst eller livskriser har lukket verden ned omkring dem.

Hun vil gerne vise, at der kan være en vej tilbage.

For hende har statistrollen været en måde at åbne døren på klem igen.

»Det allerfedeste med den her statistrolle er, at den hjælper mig med at omprogrammere min hjerne fra at tænke på alle de her begrænsninger til, at jeg pludselig tænker: Gud, jeg er okay, og der er masser af muligheder. Og næste gang jeg står i en vanskelig situation, så ved jeg, at jeg kan komme igennem det ved at tage et skridt ad gangen.«

Hun er begyndt at drømme igen. Ikke kun om flere statistroller, men også om at gøre ting, der gør hende glad. Hun er begyndt til sangtræning. Ikke for at blive sanger, men for at finde tilbage til sig selv.

»Det handler om at finde ind til mig selv igen og finde ud af, hvad jeg har lyst til, og hvad der gør mig glad.«

Når forestillingerne er slut, regner hun med, at der kommer et tomrum.

»Jeg tror, jeg får en regning at betale. For det er jo også nogle hårde uger. Der kommer nogle gevaldige eftertømmermænd, hvor det både er godt at få tid til at slappe af igen, og hvor der samtidig er et savn.«

Hun griner, da hun siger, at hun nok hurtigt kommer til at lede efter noget, der minder om det. Og skulle Moesgaard igen søge statister, er hun klar.

Luk andre mennesker ind

Når Camilla skal give et råd til andre, der står i noget svært, handler det ikke om at tage hele springet på én gang. Det handler om at turde tage det første lille skridt.

Og om ikke at isolere sig.

»Mens jeg havde det allerværst, sagde folk, at jeg bare skulle gøre det, der var godt for mig. Så jeg gik alene rundt ude i naturen. Det fik jeg det ikke bedre af. Jeg tror, at det der med at komme ovenpå igen virkelig har meget at gøre med at lade andre mennesker komme ind i vores liv.«

Det var det, hun selv gjorde, da hun gik til casting. Da hun sagde ja. Da hun blev ved, selvom alt i hende skreg nej. Nu står hun foran premieren på Snedronningen med kriller i maven, kostumeskift i kulissen og en ny tro på, at livet kan åbne sig igen.

Læs mere side 19