En af Aarhus’ originaler: Mød manden, der nægter at blive voksen

Nogle vil mene, der ikke er mange originaler tilbage i Aarhus. Eller også har de bare ikke mødt Tendai Frank Tagarira endnu.

En bamset mand klædt i tusind farver og et kæmpe smil på sin fatbike elcykel. Ser du ham ikke, så hører du ham, for det er med fuld blæs på højtalerne, når Tendai kommer kørende.

Iført en pimpet militærhjelm kalder han sig Fatbikehero, og hvis det hele virker lidt mystisk, er det netop meningen.

»Man får ingen kontekst, når jeg kommer cyklende. Og det giver nogle ret sjove reaktioner. Folk aner ikke, hvad de skal tro. Men jeg er altså ikke på noget stærkere end kaffe,« siger Tendai Frank Tagarira med et bredt grin.

I tre år har han næsten dagligt cyklet gennem Aarhus som et rullende enmandskarneval. Lidt fordi lægen siger, han skal - noget med ”corona-fatigue” og slidte knæ.

Men mest fordi det får folk til at smile.

»Aarhus – City of Smiles, you know? Jeg vil gerne gøre smilet lidt bredere. My bike is my legetøj, og når du leger, så får du forbindelse til barnet i andre. Det er nærmest blevet en livsstil for mig,« fortæller Tendai Frank Tagarira.

Talte imod brutal diktator

Han er født og opvokset i Zimbabwe, hvor han levede, indtil han som 26-årig kom til Danmark i 2010 under den såkaldte friby-ordning, der tilbyder ophold til forfattere og politiske aktivister, som er forfulgt i deres hjemlande.

I dag føles det som et andet liv. Dengang var Tendai Frank Tagarira forfatter og ytringsfrihedsforkæmper og blev kendt for at tale imod Robert Mugabes diktatoriske styre i Zimbabwe.

Bortset fra antilopeskindet - købt for 250 kroner i TakeNow i Egå af en sælger, der troede, det kom fra en ko - er det svært at koble den glade, dansende mand til fortiden med politisk forfølgelse i Afrika.

Den i dag 42-årige Tendai Frank Tagarira har heller ikke lyst til at dvæle ved den del af sit liv.

Han er et andet sted nu. Arbejder på et pakkelager i Skødstrup, hvor der er plads til at møde op klædt, som om man kommer direkte fra Asger Jorns polterabend.

Det er også i Skødstrup, han bor med sin danske kone, som han har to børn på fire og ni år med.

»Jeg har brugt mange år på at være vred. På det politiske system og alt muligt. Jeg er stadig ikke tilfreds med verden. Men det gik op for mig, at jeg havde glemt at lege. Og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Jeg bliver selv gladere, mine børn bliver gladere, og min kone bliver gladere.«

Fruen er (næsten) med på det hele

Han traf sin kone, Fie, ved et tilfælde i Aarhus og beskriver det som en oplevelse, der gav ham akut tunnelsyn. Dér var hun. Det kunne kun være hende. Og sådan blev det.

Det kan godt være, han kalder sig selv for FatbikeHero, men i Tendais liv er Fie den rigtige helt. Hvor ofte finder man en kvinde, der kan rumme en mand med en indre otteårig, som insisterer på at gå rundt i en hjemmelavet dyreskindsponcho med plastikblomster?

»Arh okay, lige netop antilopen er hun faktisk ikke så vild med,« indrømmer Tendai og skraldgriner.

Har du aldrig set mere… normal ud? Altså, hvordan begyndte det?

»Hahaha, jo, jeg har prøvet at gå i ”normalt” tøj, men det er ikke rigtig mig. Jeg startede som Fatbikehero for tre år siden, efter jeg havde fået min datter. Det hele var bare blevet så voksent og ordinært og rutinepræget, du ved?«

»Da jeg så fik at vide af min læge, at jeg skulle få ’my big fat butt’ op på en cykel og motionere, fandt jeg på at tage forskellige outfits på, fordi jeg følte en trang til at lege. Det var sådan, det startede, forklarer Tendai Frank Tagarira.

Han har set gamle sort/hvid fotografier fra 1920’erne og 1930’ernes Danmark og bidt mærke i en ting. Selv dengang cyklede danskerne.

»You really are a bike people! Jeg synes, det er interessant at tage noget så dansk og elsket som cyklen og så blande det med noget meget farverigt og musisk og skørt, som måske ikke er så klassisk dansk.«

Også bare en familiefar

Livet består stadig af rutiner. Han afleverer børn i en ladcykel om morgenen. Han tager på arbejde. Og cykler sin rute ind gennem Aarhus om eftermiddagen.

Men han tager legen med sig hele vejen.

Han kalder det selv performance art – en slags freestyle teater i det offentlige rum. Men ærlig talt ved Tendai ikke længere, hvor performancen stopper, og han selv begynder.

»Det er blevet en del af mig, for det giver mig så meget velvære. Det er ren dopamin til hjernen. «

Moralen i det hele

Tendai Frank Tagarira ved godt, at han skiller sig ud. Men det er jo netop meningen.

Så han tramper videre gennem byen som en påmindelse om noget, mange af os i vores fornuftige beige jakker har glemt:

At leg ikke nødvendigvis er noget, man vokser fra.

Og hvis det kan få folk til at smile på vej hjem fra arbejde en grå onsdag i Aarhus, så er det måske ikke helt tosset alligevel.