Han fandt lokalerne på vej i børnehave: SushiArt åbnet i Jægergårdsgade
SushiArt er flyttet fra Bruuns Galleri til Jægergårdsgade i Mundrets tidligere lokaler. At det lige blev der, skyldes lidt af et tilfælde.
Ejendomsmægleren skulle ikke arbejde særlig hårdt for sine penge, da han fik til opgave at leje Mundrets tidligere lokaler i Jægergårdsgade 66 i Aarhus ud.
Den nye lejer meldte nemlig sig selv, nærmest før restauranten var kommet på markedet.
»Jeg har to børn, som går i børnehave og vuggestue i gården inde bagved, og da jeg en morgen afleverede dem, stod ejendomsmægleren og klistrede udlejningsskilte op på ruderne,« fortæller Karam Ali Ayad, der i 13 år har haft SushiArt i Bruuns Galleri.
»Så sagde jeg: ’Hey, det behøver du ikke, jeg vil gerne leje det’. Og så grinede han bare, han troede jo nok, jeg var en eller anden tosse, fortæller Karam Ali Ayad.
Færre kunder i Bruuns
Men det var skam seriøst nok, så skiltene fik ikke lov at sidde længe.
Onsdag 6. maj lukkede SushiArt i Bruuns Galleri, og allerede dagen efter blev der lavet ruller i de nye lokaler i Jægergårdsgade.
»Vi har ligget i Bruuns Galleri i 13 år og egentlig været glade nok for det. Men det er som om, kundestrømmene er forsvundet lidt på den anden side af corona. Det var heller ikke verdens bedste placering, og vi følte os efterhånden alene på det hjørne der lige over for Kvickly.«
Nabobutikkerne, der har huset Deichmann og Røde Kors, står nemlig også tomme, oplyser han:
»Så da jeg så de her lokaler, slog jeg til. Og jeg må nok også indrømme, at følelserne trak i mig. Det der med, at børnene lige komme ind og sige hej i fars butik, den tanke kan jeg godt lide.«
Sushi med i madpakken
SushiArt har altid været et takeaway-sted.
I de nye lokaler i Jægergårdsgade er der dog plads til 10 siddende gæster, så kunderne nu også kan spise deres sushi på stedet.
»Vi er ikke en spiserestaurant, men vores kunder har efterspurgt muligheden, så jeg er glad for at kunne tilpasse konceptet. Derudover kan man parkere lige uden for døren nu, hvilket er en kæmpe forbedring. Før skulle folk jo betale for at holde i parkeringskælderen i Bruuns Galleri og så gå op og hente maden og ned igen. Det er ikke en optimal måde at have takeaway på,« siger Karam Ali Ayad.
Nu kommer du til at gå forbi din egen sushi-restaurant hver eneste dag, når du skal hente børn. Er der så makiruller på menuen hver eneste aften derhjemme?
»Ja, vi spiser faktisk næsten sushi hver dag. Måske fem dage om ugen. Min store dreng, Samuel, får også sushi med i madpakken. Han er helt vild med dem, der hedder ’Chicken Nuts’ lige nu med kylling i og nødder oven på,« fortæller Karam Ali Ayad.
Fire-årige Samuel bekræfter fars påstand:
»Jeg kan godt lide Chicken Nuts. Det er kun dem, jeg kan li’, ingen af de andre,« påstår han, hvorefter han dog peger på adskillige af de andre retter på menukortet, som også er gode nok.
Ud over SushiArt-kæden ejer Karam Ali Ayad også Miyagi Sushi i Nørre Alle, som er en mere klassisk sushirestaurant med bordbestilling.