Få plejet dine tømmermænd på luksuslazaret
Givismeforeningen, der blandt andet er kendt for arrangementet Lucia i kanalerne, vil i forbindelse med Northside invitere 48 tømmermændsramte aarhusianere til luksuslazaret.
I en krigszone er lazarettet det sted, hvor sårede soldater kan få behandling.
Efter dette års Northside Festival er det en anden form for sårede soldater, der skal tages hånd om.
Givismeforeningen vil nemlig invitere sårede og tømmermændsramte aarhusianere på et luksuslazaret på Sydhavnen for at behandle deres tømmermænd.
»Man skal forestille sig et feltlazaret. Det her er så bare et rart hospital at være på. Vi tænker ikke, at folk er ægte sårede, men de kan måske være sårede moralsk,« siger Jonas Hallberg, der sammen med Thomas Vovemod har stiftet Givismeforeningen, der er arrangør af dette arrangement.
Og prisen for at få plejet sine tømmermænd er den lette sum af nul kroner. Det er nemlig i Givismeforeningens ånd, og deraf kommer også navnet, at man giver uden at forvente at få tilbage. Og det er, hvad de ønsker at gøre efter denne sommers Northside Festival.
Præst plejer moralske tømmermænd
Der er plads til 48 gæster på luksuslazarettet. For at få en plads skal man skrive ind og forklare, hvorfor man synes, at en selv eller en, man kender, fortjener at blive plejet lidt ekstra efter at have skrålet til musik i Eskelunden.
»Vi udvælger dem ud fra de argumenter, vi hører. Det skal helst være én, der hænger sammen med Givismens værdier, altså en, der er generøs og giver til andre,« siger Jonas Hallberg.
Og til de heldige udvalgte starter dagen med, at man bliver hentet på sin adresse. Her får man noget koldt at drikke, hvorefter man bliver fragtet ned til Sydhavnen.
Fra bilen bliver man båret ind i hospitalslignende lokaler på en båre.
Her kan man pleje både sine fysiske og moralske tømmermænd. Sidstnævnte klares af en præst.
»Præsten skal ikke være forkyndende, men tale med de sårede og fortælle, at selvom man fik sagt noget i går, som man fortryder i dag, så kan man godt blive tilgivet,« fortæller han.
For ekstra pleje kan de tømmermændsramte få agurker på øjnene, så de kan blive skærmet af den skarpe sommersol. Man kan også få en våd klud på panden.
Dertil kan man nyde et stykke musik, der spilles akustisk, så det ikke bliver for højt efter nogle hårde dage på festival.
Lysten til at give videre
Givismeforeningen er drevet af såkaldte givister, der hverken betaler kontingent for at være medlem, eller får løn for det arbejde, de laver.
Musikeren og præsten, der skal optræde på dagen, får heller ikke honorar for det arbejde, de laver.
Givismeforeningen er nemlig drevet af lysten til at give videre.
»Når folk rejser sig fra båren efter vores luksuslazaret, ved jeg af erfaring, at de er taknemmelige og siger tak for, at vi vil gøre det for dem. Og den anerkendelse er lønnen i sig selv,« siger Jonas Hallberg.
Den endelige plan for luksuslazarettet er ikke kommet på plads endnu, fortæller Jonas Hallberg.
Men hvis du kender en, der fortjener at blive plejet søndag efter Northside, eller du selv synes, du fortjener det, kan du tilmelde dig på deres hjemmeside.