80 foreninger åbner dørene: Nu kan studerende igen prøve fritidslivet helt gratis
Aarhus Try Out samler 80 foreninger og fællesskaber, der tilbyder gratis aktiviteter til studerende. Initiativet skal gøre fritidslivet mere tilgængeligt og styrke sociale relationer blandt unge i byen.
Aarhus Try Out vender tilbage, og det betyder, at byens studerende på videregående uddannelser igen får mulighed for gratis at afprøve forskellige fritidsaktiviteter.
Denne gang har 80 foreninger, aftenskoler og non-profit fællesskaber ansøgt om at være med i indsatsen, og det betyder, at de studerende kan se frem til en bred palet af aktiviteter – fra idræt og bevægelse til kultur, kreativitet, e-sport og spejderliv.
Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Ordningen går i luften 1. september i forbindelse med studiestart og giver de studerende mulighed for at deltage i gratis fritidsaktiviteter frem til udgangen af november.
Tilmeldingen for de studerende åbner i august.
Et nyt sted i livet
Formålet med Aarhus Try Out er at bygge bro mellem byens studerende og det aarhusianske fritidsliv, så fritidsaktiviteterne bliver mere tilgængelige for de unge, og så de studerende samtidig kan finde sociale og meningsfulde fællesskaber.
»Jeg glæder mig over, at fritidslivet igen i år bakker op om et så fantastisk initiativ som Aarhus Try Out,« siger rådmanden for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen (S), i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Aarhus er en levende studieby, og vi vil gerne sikre, at de mange studerende får øjnene op for de fællesskaber, der findes uden for studiet. Den store interesse fra fritidslivet betyder, at vi kan præsentere et endnu bredere udvalg af aktiviteter i år, og det er jeg både stolt af og glad for.«
Aarhus Try Out er udviklet i samarbejde mellem Kultur og Borgerservice og Sundhed og Omsorg med inspiration fra en tilsvarende indsats i Aalborg Kommune.
»Fællesskaber betyder meget for unges trivsel, og vi ved, at ensomhed kan fylde, når man begynder et nyt sted i livet. Aarhus Try Out giver de studerende en nem vej ind i byens fællesskaber, og derfor er det også meget opløftende at se den store interesse fra foreninger og aktiviteter,« siger rådmanden for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin (RV).