Et lille intimt Aarhus-teater får så stor opmærksomhed at det holder åbent i sommerferien i år
Teatret holder som noget nyt åbent i sommersæsonen, når alle andre holder ferie.
Byens teatre holder ferielukket om sommeren, som er pausen mellem årets to sæsoner.
Men det gør Teater Gruppe 38 ikke i år. Det åbner 19 flere dage end tidligere med et ekstra tilbud til folk i alle aldre. Der viser det aarhusianske teater ”Mit hus min drøm”, som er en Pandoras æske med rum, man kan gå på opdagelse i.
Teatret Gruppe 38 oplever stor efterspørgsel fra publikum i disse år, og vil gerne bidrage med mere liv både i Aarhus og på Aarhus Ø, hvor det holder til på havnekajen ved Bassin 7.
»Vi åbner for en slags forundringskabinet sammen med The Garden Studio. Kabinettet afspejler teatrets kunstneriske profil og ønske om at give publikum plads til fordybelse og forundring,« skriver teatergruppen i en pressemeddelelse.
”Mit hus min drøm” består af mange små kabinetter fulde af underfulde interaktive elementer, medrivende fortællinger der strømmer ud af høretelefoner, skøn musik, videoprojektioner, overraskende installationer og smukke billedrum.
Gruppe 38 har udviklet en særlig anretning, der serveres ved små borde i Kirsebærhaven, der er teatrets omdannede foyer.
Her kan publikum samles om oplevelsen, tale sammen om stort og småt og nyde både smagen og den inspirerende stemning.
»Det er på en måde en suppe kogt godt og vel ind til en kraftig smagfuld fond. Det er en intens præsentation af vores hus og vores drømmerier,« forklarer kunstnerisk leder Bodil Alling.
Kabinettet er helt i tråd med teatrets profil. Det står for det skæve og den finurlige æstetik, hvor sanserne kommer meget i spil.
Det helt særlige er, at der maks kan være 140 mennesker i den største sal, så man får en intim og nærværende oplevelse.
Det gælder publikum i alle aldre, for selv om Gruppe 38 i en årrække var børneteater, har det de seneste 10-15 år udviklet sig til at være også for voksne og i det hele taget for alle. Interessen for børneteater er stadig stor, så der er fortsat forestillinger målrettet til dem.
Mange priser
Teater Gruppe 38 har siden 1996 modtaget 25 priser og nomineringer. Det har fået Årets Reumert i 2003, 2006 og igen i 2019, hvor det vandt kategorien Årets Særpris.
Den kunstneriske leder af teatret, Bodil Alling, fik sidste år Danske Teaterforeningers Hæderspris og Danske Dramatikeres Manuskriptpris sammen med Lars Danmark.
Tidligere har hun modtaget livsvarig hædersydelse af Statens Kunstfond og hæderslegat af Wilhelm Hansen Fonden for sin utrættelige indsats. Reumertjuryen mener, at hun betager sit publikum med glæde og gys, humor og alvor – med en altid raffineret sans for den rette balance.
”Mit hus min drøm” kan opleves i weekender fra 12. juni-2. august.