Fortsæt til indhold

Fejlkøb blev en gevinst, da regnvejret trak rekordmange ind i byfesttelt

Regnvejret satte sit præg på Galten Byfest. Men flere arrangementer - især i teltet - blev udsolgt.

Kultur og byliv

Et fejlkøb fra sidste år endte med at være en god investering i årets Galten Byfest, der løb af stablen i Kristi himmelfartsferien. Det fortæller formand Søren Riis.

Årets byfest var nemlig præget af regn, og måske fik det betydning for, hvilke arrangementer der blev årets tilløbsstykker.

»Lørdag havde vi familiebanko. Der dukker du bare op og køber plader. Vi kører det på familieniveau, så alle børn kan være med. Det er ikke superbanko, hvor tallene flyver afsted,« siger formanden og fortsætter:

»Der plejer at være mange, men i år kom der 650 mennesker, og det havde vi ikke forventet. Folk sad også på tæpper ude på dansegulvet. Det var helt picnicagtigt. Det var supergodt,« siger formanden.

Men når der nu kom flere mennesker end forventet, var der så plader nok til alle?

»Ja,« griner Søren Riis og fortsætter:

»Vi har et stort lager af plader. Det var et fejlkøb fra sidste år, men det er vi rigtigt glade for i dag.«

Galten Byfest blev skudt i gang med børnenes karnevalsoptog. Tilsendt foto
Et nyt forsøg fra i år kommer til at få en gentagelse i 2027, lover formand Søren Riis. Arkivfoto: Katrine Friis

Flere gange udsolgt

Ifølge Søren Riis fik regnvejret betydning for Galten Byfest.

»Sidste år var vi snotheldige. Solen skinnede fra første dag til sidste dag. Når det regner, er der ikke så mange, der vil sidde udenfor og drikke øl og sodavand. Så det påvirkede festen. Det er der ingen tvivl om,« siger han.

Til gengæld betød vejret, at flere af arrangementerne i teltet var godt besøgt. Standup om torsdagen var for eksempel helt udsolgt.

Onsdag aften var der mad, og det var også udsolgt. Løb om torsdagen, hvor der både var halvmaraton, ti kilometer og familiefræs var også udsolgt.

»Det er fedt at lave noget, når der er opbakning. Og der er kæmpe opbakning fra Skovby-Galten. Det, jeg priser mig mest lykkelig for, er opbakningen. Hvis ikke vi havde den, kunne vi lige så godt pakke sammen,« siger formanden og fortsætter:

»Det har været en super byfest, og det skyldes helt sikkert opbakningen, selvom det har regnet. Vi kan godt mærke, vi har haft en lidt mindre omsætning, men vi har god opbakning fra byen og vores sponsorer, så vi skal nok komme igennem.«

»Det har været en super byfest, og det skyldes helt sikkert opbakningen, selvom det har regnet,« siger formand Søren Riis. Tilsendt foto
Galten Byfest var i år præget af regn og gråt vejr. Tilsendt foto
Galten Byfest blev skudt i gang med børnenes karnevalsoptog. Tilsendt foto

Nyt tiltag vender tilbage

Om 14 dage er der evalueringsmøde, og til august begynder folkene bag Galten Byfest at planlægge næste års fest.

I år forsøgte byfesten sig med et nyt koncept – pianobar med Sascha Dupont.

»Vi talte til, at der var lidt over 500 mennesker, så det var et tilløbsstykke. Måske var det på grund af vejret, men det var virkelig godt. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at lave pianobar igen,« siger Søren Riis.

Han fortæller også, at de vil forsøge at udvikle på familiebanko.

»Når noget har så stor opbakning, er vi nødt til at arbejde med det. Måske kan vi gøre det bedre. Det er helt klart noget, vi kommer til at kigge på,« siger formanden.

Formanden sætter stor pris på opbakningen fra Skovby-Galten. Tilsendt foto
Medlemmer fra Børne-, Unge- og Familieudvalget deltog som trafikofficials sammen med landbetjenten, Kathrine Hachenberger. Fra venstre er det Ole Drøgemüller (RV), Martin Ingemann-Kristiansen (V), Trine Frengler (S), Birgitte Majgaard (K), Charlotte Vindeløv (SF) og Andreas Tang-Brock (S). Tilsendt foto