Til hverdag laver Rikke mad til 600 børn – i weekenden vælter hun sig i mord

Der er noget næsten komisk præcist over springet: I årevis stod Rikke Strand og skar kød, anrettede delikatesser og ekspederede kunder i Skanderborg. Nu skærer hun i mennesker på papir.

Den lokale forfatter fra Stilling er netop udkommet med sin tredje roman, Kvinden i søen, som er anden bog i serien om efterforskeren Anika. Men selv om hendes navn efterhånden er velkendt blandt krimilæsere heromkring, er det først nu, der for alvor er anledning til at standse op og spørge: Hvem er hun egentlig, hende der gik fra mørbrad til mord?

Svaret findes i et hus tæt ved Stilling Sø, hvor Rikke Strand og familien har boet i 30 år. Børnene, Thea på 25 og Patrick på 26, er fløjet fra reden, om end sønnen for tiden er hjemme for en kort bemærkning. Katten Bent holder vagt i vindueskarmen, afbryder med et par velplacerede mjav og minder om, at også et forfatterinterview helst skal have lidt uro i kanten.

Fra kødkniv til krimi

Rikke Strand er oprindeligt uddannet i butik og har arbejdet 25 år i branchen, blandt andet i delikatesse og frugt og grønt. I dag arbejder hun i en skolekantine i Tranbjerg, hvor hun laver mad til 600 børn om dagen. Det er stadig et arbejdsliv med fart på, men på en anden måde end før.

»Det er meget mad, men arbejdet der giver mig mere frihed til at skrive, end da jeg var i butik,« griner hun.

Og det er netop friheden, der er afgørende. Rikke Strand er ikke typen, der går hjem efter en lang arbejdsdag og lige skriver et kapitel før aftensmad. Hendes bøger bliver til i planlagte skriveweekender, hvor der er ro.

»Som regel sætter jeg hele weekender af til at skrive, og dem har jeg på forhånd plottet ind i min kalender. Jeg gør det på den måde, fordi jeg ellers ikke når at blive færdig til den aftalte tid. Jeg synes altid, jeg er presset op til deadline, men sådan er det nok for mange. Jeg bliver også lige det mere skarp, når der er et pres. Der er ingen grænse for, hvor kreativ man er en halv time før deadline.«

I skriveweekenderne står hun op lige så tidligt som til hverdag. Kaffen bliver sat over. Huset er stille. Så skriver hun. Når hendes mand står op, tager hun en pause. Ikke af høflighed, men af nødvendighed. Hun har brug for ro. Fuldstændig ro. Heldigvis cykler han meget.

Fantasien kom først

Det hele begyndte dog længe før deadlines og forlagsaftaler. Allerede i skolen var dansk hendes yndlingsfag, og mens andre skrev stile om kæledyr, var Rikke Strand et andet sted. Ude i skoven. Inde i fantasien. På jagt efter et mærkeligt æg eller et hul til en anden verden.

»Jeg elskede at skrive og fyldte masser af kladdehæfter. Jeg tror bare, at min fantasi altid har været meget veludviklet og i hopla.«

Alligevel gik der mange år, før det slog hende, at hun måske selv kunne skrive en bog, som andre gad læse. Hun læser stadig glubsk – især krimier – og kommer nemt gennem 40-50 lydbøger om året. Det var også som passioneret krimilæser, hun begyndte at skrive lidt selv. Mest for sjov. Så blev det pludselig alvor.

»Da jeg havde skrevet et par hundrede sider, slog det mig, om det var besværet værd at skrive den færdig, hvis der ikke var andre, der gad læse den. Så jeg sendte de sider, jeg havde, til et forlag.«

Resten er, som man siger, historie.

En hård debut

Debuten, Pigen i kælderen, blev født under barske omstændigheder. Samtidig med at Rikke Strand arbejdede i delikatesseafdelingen i den lokale Coop, var hun ramt af sygdom, og Danmark lukkede ned under corona. Det blev en tung tid, men også en tid, hvor hun fandt et arbejdsrum i kaosset.

»Jeg brugte to dårlige ting til at gøre noget fornuftigt. Og jeg havde ro og god tid til at fokusere på at skrive.«

Det første forlagsforløb sled hårdt på hende. Redigeringen var et hestearbejde, og efterfølgende tænkte hun egentlig, at det måtte være nok. Men så dukkede Lindbak & Lindbak op. Her blev tonen en anden, samarbejdet tættere og ensomheden i processen mindre. Nu har hun en redaktør at sparre med, og der er lavet aftale om fire bøger i samme serie.

Det passer godt til den måde, hun skriver på. For hos Rikke Strand er det ikke først og fremmest plottet, der marcherer forrest. Det er personerne. De skæve. De sære. De mennesker, der stikker ud.

»Jeg har ikke altid en klar idé om plottet, når jeg begynder at skrive. Det er fordi personerne for mig er det vigtigste. Og jeg synes, det er sjovt at skabe de der lidt underlige, skæve karakterer. De får deres eget liv, mens jeg skriver.«

Mørket bor i menneskene

Det er også dér, fascinationen af krimien ligger. Ikke i blodet i sig selv, men i mennesket bag handlingen. I sprækken mellem det almindelige og det mørke.

»Det er menneskene. Alt det, der er med til at forme os og får os til at gøre det, vi gør. Hvordan ender man med at blive morder? Hvordan kommer man til det punkt?«

Det spørgsmål vender hun tilbage til igen og igen. Måske fordi hun gennem et langt arbejdsliv har mødt så mange mennesker, og ikke kan lade være med at fantasere om, hvad der gemmer sig bag overfladen. Hvor meget særhed, smerte, humor og skævhed et menneske kan bære rundt på, mens det står og bestiller frokost eller haster videre gennem hverdagen.

Nu er tredje roman ude, og den sitrende nervøsitet er ikke helt forsvundet. Den har bare flyttet sig. Det er ikke længere kassen med de første trykte bøger, der giver mest kriller i maven. Det er læserne.

»Jeg plejer at sammenligne det med at gå ud og handle uden tøj på. Jeg har givet en masse af mig selv, og lige om lidt kommer dommen, om det er godt eller skidt. For det betyder jo meget for mig, om folk gider læse min bog.«

Når karaktererne nægter at dø

Hun har ingen planer om at gøre forfatterskabet til sin eneste levevej.

»Jeg ville løbe skrigende væk, hvis jeg bare skulle sidde derhjemme og skrive hver dag. Sagen er jo den, at jeg får masser af inspiration, hver eneste gang, jeg træder ud af min fordør. Det er på den måde, mine karakterer får liv - mødet med rigtige mennesker.«

Nogle gange bliver hun så glad for sine personer, at det er helt vemodigt, når hun slår dem ihjel. Andre gange har hun overvejet at slå en karakter ihjel for at komme af med personen.

»Ja, og så nogle gange går den ikke alligevel,« griner hun. Én karakter var hun på et tidspunkt klar til at slå ihjel, men den overlevede, fordi redaktøren ville beholde den.