Fortsæt til indhold

Kendt skuespiller vender hjem til Aarhus for at være vært ved prisuddeling

Skuespiller Sofie Torp er vært, når prisuddelingen Series Awards løber af stablen på Aarhus Rådhus.

Kultur og byliv
sb

1.-8. november finder festivalen Aarhus Series & Film Festival sted i Aarhus, og byen forvandles for en stund til serie- og filmcentrum.

Midt i festivalugen, torsdag 5. november, ligger prisuddelingen Series Awards, der hylder danske og nordiske serier, og showet bliver med skuespiller Sofie Torp som vært. Hun er selv opvokset i Viby.

Sofie Torp, datter af sanger Jette Torp, fik sit gennembrud i filmen ”Ser du månen, Daniel”, som hun modtog både en Bodil- og en Robert-pris for. Siden har hun blandt andet været med i filmene ”Marco effekten” og ”Meter i sekundet” samt DR-serien ”Carmen Curlers.”

»Jeg glæder mig helt vildt til at komme hjem til min barndomsby, Aarhus, og fejre alle de mange smukke og skønne serier, som vi laver i Danmark og i Norden,« siger Sofie Torp i en pressemeddelelse.

Til Series Awards bliver de bedste danske og nordiske serieproduktioner hyldet med i alt 12 forskellige priser.

De nominerede samt vinderne udvælges af en jury med undtagelse af publikumsprisen, der afgøres ved en offentlig afstemning.

I år introducerer Series Awards en ny pris for bedste score, altså lyd og musik. Udvælgelsen af de nominerede og vinderen til netop denne pris varetages af en musikfaglig jury.

Vinderne til Series Awards vil foruden hæderen modtage et unikt kunstværk fra Glas, museet for Glaskunst i Ebeltoft.

Series Awards finder sted på Aarhus Rådhus. Det er sjette gang, prisuddelingen afholdes.