Fortsæt til indhold

Vinderne af Syddjurs Filmfestival er fundet

I alt blev der uddelt ti priser til en festlig dag på Kulturhotellet i Rønde.

Kultur og byliv
sra

Syddjurs Filmfestival blev 12. maj afholdt for femte år på Kulturhotellet. Et lille jubilæum, men også et bevis på, at der nu er skabt en tradition, som støt og roligt kan udvikle sine rammer.

Det blev en festlig dag med et engageret publikum til de ti film, som var udvalgt til dagen. En kompetent jury skulle uddele de ti priser, hvoraf de to mest prestigefulde er ”Bedste Film”, valgt af juryen og ”Publikumsprisen”, kåret efter en afstemning blandt publikum.

I går gik Publikumsprisen til ”Min Bedre Halvdel”, et eksistentielt drama, en skildring af en ung piges problemer med at finde sin identitet og ikke agere efter råd fra sin imaginære, bedre halvdel.

Juryens valg blev ”Palle D-08”, der næste år skal dyste med andre kvalificerede produktioner fra de vestdanske gymnasier. En begivenhed, der finder sted ultimo januar i den aarhusianske biograf Øst for Paradis.

”Palle D-08” udspiller sig mellem to unge, hvoraf den ene ønsker at stoppe sin kriminelle løbebane, men trues af den anden til at medvirke til endnu et indbrud. Målet er et lagerrum og pallen med nr. D-08. Filmen blev optaget I Kolind og imponerede med sin brug af lokaliteter, lys og dynamiske redigering.