Fortsæt til indhold

Oplev nyt hovedværk af glasmager Tobias Møhl på Glas

Nu kan publikum opleve et nyt hovedværk af den internationalt anerkendte glaskunstner.

Kultur og byliv
sra

Mere end 1800 glaskunstværker er udstillet på Glas – Museet for glaskunst. Og nu føjes endnu et vigtigt værk til samlingen, skriver museet i en pressemeddelelse.

Det nye værk er en del af glaskunstner Tobias Møhls serie Black Net, der forener historiske venetianske glastraditioner med et moderne, poetisk formsprog. Serien er kendt for sin tekniske præcision, sine smukke filigranmønstre og sit særlige spil med lys og transparens.

Erhvervelsen markerer museets kommende 40-års jubilæum 28. juni 2026 og understreger museets fortsatte arbejde med at styrke den permanente samling og bringe international glaskunst tættere på publikum.

»Tobias Møhl er en væsentlig stemme i international samtidsglaskunst og en glasmager med en særlig tilknytning til Glas – Museet for glaskunst. Gennem årtier har han forfinet det venetianske glashåndværk og omsat det til et nutidigt, poetisk og teknisk enestående udtryk. Det er derfor både en stor glæde og en vigtig markering for museet, at vi nu kan føje et nyt hovedværk af Tobias Møhl til samlingen i forbindelse med vores 40-års jubilæum,« siger Mikkel Hammer Elming, direktør for Glas – Museet for glaskunst.

Ny samlingsudstilling

Det nye værk får en central placering i museets nye samlingsudstilling, der hedder Alt! Hele samlingen, hele tiden. Her kan publikum opleve værker fra hele museets samling på tværs af bygningens rum og etager.

Udstillingen fortæller historien om studioglasbevægelsen – den kunstneriske udvikling, der gjorde glas til et selvstændigt kunstnerisk medie – og viser både historiske og samtidige hovedværker fra den internationale glaskunstscene.

Tobias Møhl er allerede repræsenteret i museets samling med tidlige værker fra 1990’erne skabt i museets værksted. Med den nye erhvervelse får publikum nu mulighed for også at opleve et aktuelt hovedværk, der afspejler kunstnerens internationale position og nutidige kunstneriske praksis.

Tæt forbindelse

Gennem mere end 30 år har Tobias Møhl arbejdet med og videreudviklet den historiske venetianske teknik filigran, som regnes blandt glaspustningens mest avancerede håndværksteknikker. Teknikken skaber fine netlignende mønstre i glasset ved at sno filigrantråde.

Tobias Møhl er blandt verdens mest betydningsfulde glasmagere, og hans værker findes i offentlige samlinger verden over.

For Glas – Museet for glaskunst har relationen til kunstneren en særlig betydning. Med base i Ebeltoft har Tobias Møhl gennem årtier været tæt knyttet til museet som glaspuster i det åbne værksted, bestyrelsesmedlem, udstiller og kurator.

Om relationen til museet siger Tobias Møhl:

»Glas – Museet for glaskunst har været afgørende for min karriere som glasmager. Det var her, at jeg mødte den legendariske glaskunstner Lino Tagliapietra. Det gav mig mulighed for at arbejde med Lino i museets værksted, hvilket blev starten på en livslang interesse for det venetianske glas.«

Det nye værk viderefører forbindelsen mellem museet, det lokale glasmiljø i Ebeltoft og den internationale glaskunstscene – og giver publikum mulighed for at opleve et markant værk af en af samtidens mest anerkendte glaskunstnere.