Fortsæt til indhold

De deler gratis mad ud på Northside – og håber at ændre festivalgæsters vaner

Når de første festivalgæster tager mod årets Northside, har de mulighed for at få et gratis måltid mad på vej ind. En ny foodtruck vil nemlig holde udenfor pladsen torsdag formiddag, hvor folkene bag står klar med gratis mad og en opfordring.

Kultur og byliv

Torsdag formiddag ruller en særlig foodtruck ind foran festivalpladsen til årets udgave af Northside. Udenfor pladsen bliver det muligt for forbipasserende at få et gratis måltid mad og en snak om, hvordan man kan spise mere plantebaseret.

En ny undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet viser, at danskernes kødindtag ligger langt over anbefalingerne. Det er især unge mænd, der spiser meget kød, viser undersøgelsen. Det vil et nyt koncept forsøge at gøre op med.

Konceptet består af en SoMe-serie, som er opkaldt ”Uvenner” – serien har tidligere opnået stor succes på Instagram, TikTok og Facebook med satiriske videoer om madvaner og plantebaseret kost.

»Det er anden udgave af konceptet ”Uvenner”, som vi startede sidste år. Vi lavede en masse videoer, som skulle nå ud til unge mænd mellem 18 og 25 år om at spise mere plantebaseret mad,« siger Isabella Kronborg, der er projektleder for konceptet.

Kampagnen nåede op på mere end 19 millioner visninger.

»Det gik utrolig godt med projektet. Der var så stor opbakning, at vi har valgt at køre videre med det i år. Det betyder, at karaktererne fra videoerne nu skal ud i virkeligheden med vores foodtruck.«

Konceptet ”Uvenner” handler om en gruppe mennesker i et kollektiv, der konstant skændes om deres forskellige madvaner. Humoren og konflikterne er bevidst brugt som virkemidler for at ramme målgruppen.

»Vi vil bruge satire for at fange de unge mænds interesse,« siger Isabella Kronborg.

I år bliver universet udvidet med omkring 50 korte videoer på en ny kanal under navnet ”Greasy Gains” samt en række mindre videoer fra foodtruckens rejse.

»Vi har forsøgt at inddrage målgruppen meget for at finde ud af, hvad der skal til for, at de unge vil spise den slags mad. Håbet er at lave larm, så de unge kender vores brand og vil prøve at smage maden, når de ser os i vores foodtruck,« siger projektlederen.

Mere kød end anbefalet

21. maj 2026 blev en ny undersøgelse fra DTU offentliggjort. Den tegner et billede af, at frugt, grønt og bælgfrugter fylder for lidt.

De officielle kostråd peger på, at danskerne bør spise 100 gram bælgfrugter om dagen – noget de fleste fortsat ligger langt fra. Derfor håber arrangørerne, at gratis smagsprøver kan være med til at ændre vaner.

De seneste år har Northside droppet kødet. Men i år er det tilbage. Og det ser projektlederen som en oplagt anledning til, at foodtrucken skal svinge vejen forbi.

»Det passer perfekt ind, fordi festivalen er begyndt at servere kød igen,« siger Isabella Kronborg.

Ambitionen er ikke kun at få festivalgæsterne til at tage imod en gratis portion mad. Målet er også, at de bagefter selv får lyst til at lave plantebaserede retter derhjemme.

»Vi vil gerne tage en snak med de unge og forhåbentlig få dem til at dykke ned i universet efterfølgende.«

Derfor har holdet bag projektet også produceret fem madlavningsvideoer, som bliver lagt ud på tænketanken Frejs YouTube-kanal.

Målet er, at mindst 500 gæster besøger foodtrucken. Projektet er et samarbejde mellem tænketanken Frej og produktionsselskabet Dummy Entertainment og er finansieret af Plantefonden.