Fortsæt til indhold

Nu slår ny, stor genbrugsbutik dørene op

Indvielsen markeres med besøg af generalsekretæren, kaffe og kage.

Kultur og byliv
ceb

Efter ugers intensiv flyttespurt er de frivillige i Danmission Genbrug i Egå klar til at byde indenfor i helt nye, moderne rammer.

Tirsdag 9. juni klippes snoren nemlig til de 1.150 kvadratmeter på Gåseagervej, og det fejres med kaffe, kage og en markant optimeret shoppingoplevelse.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

»Det har været en stor og spændende rejse for de mange frivillige i Danmission Genbrug. Efter at have vinket farvel til de gamle lokaler på Egå Havvej er butikken nu rykket 500 meter ned ad vejen og lige ud til Grenåvej. Her står den nye butik klar i et moderne og lyst udtryk,« står der i pressemeddelelsen.

På åbningsdagen vil Julie Koch, generalsekretær i Danmission, lægge vejen forbi for officielt at klippe den røde snor og indvie butikken. Herefter inviteres alle kunder, naboer og genbrugselskere indenfor til kaffe og kage og gode genbrugsfund.

Butikken var tidligere opdelt i to separate lokaler, men nu er det hele samlet på ét stort, lyst areal. Det gør det betydeligt nemmere for kunderne at navigere rundt, og de forskellige varegrupper har både fået bedre synlighed og mere plads.

»Det har været en fantastisk proces at indrette den nye butik. Vi har formået at optimere udnyttelsen af alt vores inventar, og i bedste, bæredygtige genbrugsstil har vi udelukkende genbrugt inventaret fra den gamle butik. Det er blot blevet sat sammen på en langt mere optimal og moderne måde. Det giver en helt ny shoppingoplevelse, og vi glæder os utroligt meget til at byde kunderne velkommen,« siger Tom Sand Egeskov, der er udviklingskonsulent for butikken.