Sølund kører på en knivsæg: »Tre dårlige år – så er kassen tom«

Når Sølund Musik-Festival i denne uge igen fylder markerne ved Landsbyen Sølund med musik, telte, frivillige og festivalglæde, er det på én gang noget meget velkendt og alligevel noget helt nyt.

Velkendt, fordi festivalen efter 40 år bygger på den samme stædige tanke: At mennesker med udviklingshandicap har ret til kultur, musik og fællesskab på lige fod med alle andre.

Nyt, fordi Sarah Theibel nu for første gang står forrest som festivalleder, efter at Lasse Mortensen sidste år gav stafetten videre efter fire årtier i front.

Men bag generationsskiftet ligger også en mere alvorlig virkelighed.

Billetsalget er faldet. Festivalen må år efter år finde penge på ny. Og Sarah Theibel siger det uden omsvøb: Tre år med dårlige besøgstal kan Sølund Musik-Festival klare. Så er kassen tom.

Derfor handler årets festival ikke kun om musik, fællesskab og glade dage på Sølund. Den handler også om den arv, Sarah Theibel har fået i hænderne – og om hvad der skal til, hvis festivalen skal blive ved med at være der.

»Man kan forvente at møde det samme. Der er aldrig noget, der kan slå Lasse Mortensens kærlighed og oprigtige lyst til at arbejde med den her målgruppe,« siger Sarah Theibel.

Hun har selv haft festivalen tæt inde på livet siden barndommen, og hun lægger ikke skjul på, at hun står på en arv, der både forpligter og fylder.

»Lasse har kæmpet med ihærdighed, insisteren og fanden-i-voldskhed for, at der skal være et sted for nogle af de mest udsatte mennesker i vores samfund – og sådan et sted er Sølund Musik-Festival stadig.«

Arven efter Lasse

For Sarah Theibel handler arven efter Lasse Mortensen ikke kun om scener, frivillige og tre festdage i juni.

Det handler i lige så høj grad om en måde at se mennesker på.

»Lasse har i alle årene slået på, at dem, der kan råbe højt, de skal gøre det. Og det er så det, vi også bruger vores energi på: at råbe højt. Og det handler ikke kun om festivalen, men om den her målgruppes generelle ret til at have et indholdsrigt liv,« siger hun.

Derfor er Sølund Musik-Festival heller ikke bare en musikfestival. Den er blevet en kulturpolitisk stemme, et socialt fællesskab og et sted, hvor mennesker, der sjældent fylder i den offentlige samtale, får lov til at være midtpunktet.

Men det er også en festival, der står i en anden virkelighed end den, Lasse Mortensen byggede den op i.

I dag er der flere regler, mere bureaukrati, højere priser og strammere kommunale budgetter. Og når priserne stiger, rammer det også Sølund Musik-Festival.

»Men de mennesker, vi laver festival for, får ikke flere penge mellem hænderne, og det er en udfordring.«

»De fortjener det samme«

En af de ting, Sarah Theibel kan blive træt af, er spørgsmålet om, hvorfor Sølund Musik-Festival overhovedet skal have store navne på plakaten.

Hvorfor er det nødvendigt med kunstnere som Aphaca, Benjamin Hav, Peter Sommer, Tessa, Infernal eller andre navne, som også kunne stå på landets store, kommercielle festivaler?

For Sarah Theibel er svaret enkelt.

»Man kunne jo omvendt spørge, om folk ville komme til Smukfest, hvis ikke der var nogle af de store kunstnere med der? Jeg kan godt blive lidt mavesur over, at der er nogen, der overhovedet tænker sådan, fordi det er degraderende over for de her mennesker – at de ikke fortjener det samme som alle vi andre.«

Hun understreger, at der ikke er noget galt med dansktop, fællessang eller de klassikere, som mange af festivalens gæster elsker. Men Sølund skal ikke være en spareudgave af kulturlivet.

»Selvfølgelig skal de også have et musikprogram, som kan måle sig med andre festivaler. Det fortjener de. Og hvis ikke Sølund Musik-Festival præsenterer dem for al den forskellige slags musik, hvem skulle så?«

For hende er det kulturel ligestilling i praksis: At mennesker med udviklingshandicap ikke kun har ret til kultur – men til den samme kultur som alle andre.

Pladsen må ikke blive tom

Men bag festivalglæden ligger en udfordring, der er helt kontant.

Billetsalget er faldet. Ikke til Tovli’ Tirsdag, hvor festivalen også åbner sig for et bredere publikum, men onsdag og torsdag, hvor festivalens kernepublikum traditionelt har fyldt pladsen.

»Lige nu er vi særligt optaget af at finde ud af, hvorfor vi år efter år oplever et svigtende billetsalg onsdag og torsdag,« forklarer Sarah Theibel.

Hun har ikke svaret endnu. Men festivalen er i gang med at finde det.

Der skal sendes spørgeskemaer ud til både årets gæster og tidligere gæster. Festivalen vil besøge bosteder, institutioner og aktivitetstilbud og undersøge, hvad der reelt står i vejen for, at mennesker med udviklingshandicap kommer afsted.

Måske handler det om festivalens form. Måske om ændrede vaner efter corona. Måske om, at flere kommuner laver lokale endagsarrangementer i stedet.

Men Sarah Theibel har også en klar mistanke om, at en stor del af forklaringen skal findes i ledsagelse.

»Måske er det noget politisk. Og her tænker jeg særligt på ledsagelse, som laver benspænd for os og gør, at de her mennesker ikke får mulighed for at komme på festival mere.«

En ret til selv at vælge

For Sarah Theibel handler ledsagelse ikke kun om at komme fysisk fra et bosted til en festivalplads i Skanderborg.

Det handler om retten til at være med i verden. Og om retten til selv at vælge.

På Sølund Musik-Festival møder man ikke kun de mennesker, man i forvejen bor sammen med eller ser i sit aktivitetstilbud. Man møder mennesker fra hele landet, sover i telt og bestemmer selv, om man vil have pomfritter eller boller i karry.

Det lyder banalt. Men det er det ikke for alle.

»Det er retten til selv at få lov til at vælge. Du og jeg tager den ret for givet. Sådan er det ikke for dem, der bor på en institution. Der er det valgt for dem hver eneste dag, hvad de skal have at spise.«

Derfor gør det ondt på festivallederen, hvis Sølund bliver valgt fra. Ikke nødvendigvis af borgerne selv, men af institutioner, bosteder eller kommunale systemer, hvor økonomi, normeringer og ledsagelse spænder ben.

»Samfundet er ligesom rullet videre efter corona, men ikke for de her mennesker. De har jo ikke initiativ til selv at sige, at de vil på festival. Det skal andre hjælpe dem med.«

1,8 millioner – men hvem fik hjælp?

Sidste år blev der afsat 1,8 millioner kroner til ledsagelse for borgere på botilbud, der ønskede at deltage i Sølund Musik-Festival.

Men festivalen ved stadig ikke, hvad pengene konkret førte til.

»Vi ville rigtig gerne vide, hvem der fik af puljen. Den blev tømt på nul komma fem. Men vi ved ikke, hvordan den er fordelt, hvem der har fået pengene, eller hvor mange penge man har fået.«

Festivalens mistanke er, at de mest ressourcestærke institutioner kom først, mens nogle af dem, puljen egentlig skulle hjælpe, måske aldrig nåede at søge. Samtidig kunne borgere i eget hjem ikke søge puljen.

Derfor vil Sølund Musik-Festival nu selv forsøge at blive klogere.

Spørgeskemaer, besøg på bosteder og samtaler med aktivitetstilbud skal give festivalen et mere præcist billede af, hvor problemet ligger. Ikke bare for festivalens egen skyld, men også fordi politikerne efterlyser tal, analyser og konkrete svar.

Sarah Theibel lægger ikke skjul på, at det bliver en stor opgave.

»Det kommer til at kræve vildt mange ressourcer af os, men der er bare ikke andre end os, der undersøger det.«

Og for festivalen hænger det direkte sammen med fremtiden.

»Hvis vi skal være her om tre år, så er vi nødt til at gøre noget ved det.«

Tre dårlige år – så er kassen tom

Oven i kampen for gæsterne kommer festivalens egen økonomi.

Sarah Theibel siger det uden omsvøb: Sølund Musik-Festival er fortsat en dårlig forretning.

Festivalen bliver ifølge festivallederen holdt oven vande af frivillige, lokale virksomheder, fonde og samarbejdspartnere, der år efter år bakker op. Men der er ikke en stor, fast pose penge, som festivalen kan læne sig trygt tilbage i.

Tværtimod begynder arbejdet med at finde penge i praksis forfra hvert eneste år.

»Hvis vi kunne, ville vi jo allerhelst bare lave festival. Vi ville allerhelst ikke skulle bruge vores tid på at søge fonde og alle de ting her og gå med hatten i hånden.«

Når pengene ikke er der af sig selv, er festivalen nødt til hele tiden at udvikle nye projekter, skabe nye samarbejder og gøre sig aktuel.

Men sårbarheden er reel.

»Lige nu er det sådan, at tre år med et dårligt besøgstal til festivalen, det er muligt, men så er det også det. Så er kassen tom.«

Det gør ondt. Men det driver også festivalen fremad.

»Vi kører på en knivsæg. Og det er både sindssygt frustrerende og hårdt, men det er også vanvittigt inspirerende og kreativt.«

Derfor er årets festival mere end endnu en udgave af en traditionsrig begivenhed.

Den er også et pejlemærke for, hvor Sølund Musik-Festival er på vej hen under den nye leder. Kan gæsterne komme tilbage? Kan festivalen finde ud af, hvad der holder dem væk? Kan politikerne få de tal og analyser, de efterlyser?

Sarah Theibel har fået en festivalarv i hænderne.

Sarah Theibel har fået en festivalarv i hænderne.

Men også en kamp.

For nogen er nødt til at råbe højt. Ellers risikerer mennesker med udviklingshandicap igen at måtte nøjes med mindre kultur, mindre musik, mindre frihed og mindre fællesskab end alle andre.