Kommunen ønsker mere discgolf og cykling – men ikke i Eskelunden. Her skal græsset skånes
Teknik og Miljø vil ikke tillade discgolf og cykelcross på øde efterårsaftener i Eskelunden. Foreningerne har fået afslag, hvilket undrer dem og byrådsmedlem Christian Budde (V). Aarhus Kommunen mener, at andre steder er bedre.
Christian Budde fra Venstre forsøger at komme til bunds i, hvorfor Eskelunden, som kostede 40 millioner kroner at etablere før åbningen i 2021, kun har lagt græs til seks events.
Han har stillet en række spørgsmål til Aarhus Kommune, men svarene efterlader ham med flere spørgsmål.
»Når nogle af byens aktører som f.eks. Grøn ikke mener, at de kan bruge pladsen, er det underligt, at dem, der meget gerne vil, ikke får lov,« siger byrådsmedlemmet.
»Hvorfor får byens discgolfforening og cykelcrosserne gentagne afslag på at bruge Eskelunden? Begge aktiviteter er ovenikøbet specifikt nævnt i Aarhus Kommunes outdoorstrategi fra 2022. Kommunen siger, at den gerne vil have mere af det, men gør ikke noget ved det,« fortsætter han, der har talt med Disc Golf Klubben Opdrift og Cykle Klubben Aarhus.
»Det er vildt underligt og helt absurd, at foreningerne får afslag, når Eskelunden overvejende er til rekreativt brug. Der må være embedsfolk, der ikke har læst outdoorstrategien,« undrer han sig.
Teknik og Miljø svarer på det, at der er potentiale for, at endnu flere aarhusianere får glæde af området, og at der løbende arbejdes med at skabe mere liv, flere aktiviteter og bedre rammer.
Med hensyn til outdoorstrategien er det vigtigt at holde sig for øje, at den gælder for hele kommunen og ikke kun Eskelunden. Discgolf og cykling skal fremmes og understøttes flere steder i kommunen, hvor der er egnede rammer for det.
Disc golf taber Salling-midler
Tilbage står Disc Golf Klubben Opdrift og Cykle Klubben Aarhus med uløste pladsproblemer.
Opdrift har oplevet en eksplosivt stigende aktivitet, og dermed vokser den ud af de nuværende baner. I nyere tid har nogle naboer til discgolfbanen i Tilst Bypark været meget utilfredse med det nye liv i den ellers rolige park.
Foreningen har også baner i Skjoldhøjkilen i det vestlige Aarhus og i Vestereng i Aarhus N, men det løser ikke udfordringen.
Opdrift har gennem fire år og i flere runder søgt om andre og større arealer i Aarhus Kommune, blandt andet en mindre bane i Eskelunden og en større i Slet Æbleplantage, hvor der er masser af plads og ingen tætte naboer.
»Vores scoreapp viser, at der bliver spillet 90.000 discgolfrunder om året af halvanden til to timers varighed i Tilst Bypark. Det er lykkeligt og godt for folkesundheden, men det kalder på en aflastning af Tilst Bypark. Vi har brug for et nyt sted med egnede faciliteter. Så vi har blandt andet peget på Eskelunden over for DGI samt foreslået det til politikere og embedsfolk i Teknik og Miljø,« forklarer formanden.
»Vi forstår ikke hvorfor, men svaret fra Grønne Områder hos Teknik og Miljø er nej,« fastslår han.
Steffen Sinning er glad for, at discgolfernes dilemma endelig er nået til byrådet og op på magistratsplan, men han er ærgerlig over, at det ikke er sket før.
»Foreningen har tabt 250.000 kroner fra Salling Fondene til udvikling af banerne i Slet Æbleplantage, fordi Aarhus Kommune trak sit tilsagn om en udvidelse tilbage, så pengene måtte gå retur,« siger den frustrerede formand.
Han sidder tilbage med en fornemmelse af, at Grønne Områder ikke har nogen interesse i flere aktiviteter i Eskelunden.
Cykling ødelægger koncertplads
Det synspunkt er Joachim Parbo fra Cykle Klubben Aarhus enig i. Den firedobbelte DM-guldvinder er en personlighed i det danske cykelcrossmiljø og træner i Aarhus.
»Lige nu er vi hjemløse og har været det siden november, efter at Aarhus Cykelbane er blevet nedlagt,« siger han, der står for OnsdagsCross-træningen, som har skabt mange medaljer og professionelle sportsfolk gennem tiden.
Deres sæson går fra september til februar, hvor de træner et par timer i regn- og vintervejr hver onsdag aften. Der er som regel ikke en sjæl i Eskelunden. Klubben har derfor to gange søgt om lov til at cykle midlertidigt i Eskelunden, indtil den får et nyt træningsområde i Kongelunden i 2028.
»Vi fik afslag sidste sommer med den begrundelse, at der var sået græs på en del af det areal, vi skitserede. Det skulle genetableres efter Northside og en Guns N’ Roses-koncert. Det undrede mig, for en del var brede grusarealer, som ifølge vores mangeårige erfaring bliver pæne igen,« forklarer Joachim Parbo, der har været en del af sporten i mere end 25 år.
»Vi flyttede forslaget, så det nysåede græs ikke blev berørt, men vi fik igen afslag med præcis den samme begrundelse. De så helt bort fra det nye areal og vores mangeårige erfaringer. Og at Sport og Fritid i øvrigt garanterede en udbedring,« uddyber han.
Grønne Områder tilbød i stedet cykelcrosserne træning i Skjoldhøjkilen, hvor et cykelspor var nyrenoveret.
»Det er et smalt mountainbikespor, som vi overhovedet ikke kan bruge,« siger en ærgerlig træner, der har brugt mange frivillige timer på at sikre crosssporten et egnet sted at træne.
Nu samarbejder Cykle Klubben Aarhus med Sport og Fritid om at få andre erstatningsarealer, hvilket koster flere ressourcer og tager længere tid.
Kommunen får mange ønsker
Til den problematik svarer Teknik og Miljø, at der gennem en årrække har været dialog med Disc Golf Klubben Opdrift om udvikling og mulige placeringer. Ikke kun i Tilst Bypark og Eskelunden, men også i Slet Æbleplantage og Vestereng, hvoraf Slet Æbleplantage egner sig bedst, men venter på myndighedstilladelser samt finansiering af anlæg og drift.
Kommunens vurdering af cykelcross i Eskelunden er baseret på erfaringer fra lignende arrangementer, der viser, at cykelcross på de bløde arealer i vinterperioden kan medføre betydelige slidskader på græsarealerne. Der er særlige hensyn til jordens dæklag, fordi der tidligere har været losseplads i området.
Da Eskelunden samtidig fungerer som eventplads for en række større arrangementer, er det vigtigt, at arealerne kan bringes tilbage i en tilfredsstillende stand inden sæsonen for festivaler og øvrige events.
Teknik og Miljø forklarer, at det er forvaltningens opgave at understøtte de politiske ambitioner og omsætte dem til konkrete løsninger under hensyn til blandt andet drift, økonomi, natur, sikkerhed og de mange forskellige interesser.
Der er løbende afvejning mellem ønsket om mere aktivitet og brug af området og behovet for at sikre, at området fortsat kan fungere som rekreativt område, eventplads og grønt byrum på lang sigt.
Venstres politiske leder, Christian Budde, fortæller til avisen, at han arbejder på en række forslag til, hvordan pladsen kan optimeres.