Fortsæt til indhold

Stor donation bringer byen tæt på egen kunstgræsbane: »Vi er meget stolte«

Det kommende projekt skal sørge for, at fodboldklubben ikke skal kæmpe så hårdt med oversvømmelser.

Kultur og byliv
sica

Solbjerg IF Fodbold har modtaget en donation på 1,5 millioner kroner fra Salling Fondene til etableringen af en ny kunstgræsbane i Solbjerg.

Kunstgræsbanen skal løse et stigende behov for flere og bedre trænings- og kampfaciliteter året rundt.

I dag råder Solbjerg IF over én 11-mands græsbane samt en mindre grusbane. Banerne ligger lavt og tæt på Solbjerg Sø, hvilket betyder, at de ofte er påvirket af nedbør og dermed vanskelige at benytte i længere perioder.

Derfor er formand for Solbjerg IF Kasper Rehnquist særdeles glad for, at der fundet en løsning på et akut problem.

»Vi er meget stolte af, at Salling Fondene har valgt at støtte vores projekt. Donationens størrelse er et stærkt signal om, at vores behov er både reelt og vigtigt. Støtten giver os den afgørende medvind, der bringer projektet tættere på målstregen,« siger Kasper Rehnquist i en pressemeddelelse.

Den kommende kunstgræsbane vil skabe langt bedre muligheder for både børn, unge og voksne fodboldspillere i lokalområdet.

»Banen bliver et markant kvalitetsløft for Solbjerg. Vi kan sikre langt mere stabile træningsforhold året rundt, og vores medlemmer slipper i højere grad for at skulle køre til andre byer for at finde spilbare baner i vinterhalvåret. Samtidig kan vi reducere antallet af aflysninger i perioder med meget nedbør,« siger Kasper Rehnquist.

Kunstgræsbanen placeres i direkte tilknytning til det nye idrætscenter, som forventes indviet i oktober 2026.

Dermed styrkes sammenhængen mellem byens indendørs- og udendørsidrætstilbud, og området bliver et endnu stærkere samlingspunkt for både foreninger, familier og lokale fællesskaber.

Salling Fondene har ligeledes bidraget til etableringen af det nye idrætscenter.

»I Salling Fondene er vi glade for at kunne bidrage til etableringen af en ny kunstgræsbane i Solbjerg. Klubben har længe haft behov for en bane, og vi håber, at den vil styrke både klubbens udvikling og de lokale fællesskaber i området i mange år frem,« siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.

Med donationen fra Salling Fondene, støtte fra Aarhus Kommune og bidrag fra Gl. Skanderborg Fonden og lokale kræfter i Solbjerg, er projektet nu meget tæt på at blive realiseret. Der resterer dog fortsat et finansieringsbehov, og derfor arbejder Solbjerg IF videre med lokale indsamlinger og sponsorater.

»Vi er kommet utrolig langt, men der er stadig brug for lokal opbakning. Heldigvis oplever vi stor velvilje fra både borgere og erhvervsliv, og vi er optimistiske omkring de sidste skridt mod realisering,« siger Kasper Rehnquist.

Anlægsarbejdet forventes at begynde i første kvartal 2027, og målet er at tage banen i brug i september 2027.