Nørager gør klar til årets sommerfest
Fodbold, borgerbal og festligt optog gennem byen er blandt indslagene til sommerfesten.
Sommerfestudvalget i Nørager er godt i gang med at planlægge den årlige sommerfest på Nørager Stadion, skriver udvalget i en pressemeddelelse.
Sommerfesten løber af stablen 1. til 5. juli.
Onsdag aften tages der hul på sommerfesten med den traditionsrige familiegudstjeneste. Herefter skal byens børn dyste mod hinanden i en lang række sjove konkurrencer, hvor koncentration og samarbejde er nøglen til sejr. Dartturneringen for voksne var en kæmpe succes sidste år, så den er selvfølgelig på programmet igen i år. Den begynder kort efter børnedysten. Onsdagen afsluttes med en håndboldkamp mellem Nøragers U/15-piger og udvalgte forældre.
Seniorfodbold
Torsdagen starter med en omgang seniorfodbold, hvor Nøragers andet hold skal i kamp mod lokalrivalerne fra AC Norddjurs. Som noget nyt er der i år fodboldcurling på programmet. Her er isen dog skiftet ud med grønsværen. Men også her er koncentration og præcision nøglen til sejr. Aftenen sluttes af i teltet, hvor der først er Lykkehjulet spinner, dernæst Stormester og til sidst livemusik ved Peter Vildmand.
Fredag er den aften i sommerfestugen, som mange i hele lokalområdet glæder sig til. Her dyster hold fra nær og fjern i volleyturneringen Sparekassen Danmark FirmaVolley samt og tovtrækning, hvor en stor del af egnens firmaer bruger denne aften til at pleje det sociale samvær. Der vil som de sidste år være mulighed for, at holdene kan varme op med lidt smørrebrød, inden kampene fløjtes i gang. Tilmelding kan ske til Anne Fuglsang på telefon 24 65 26 70. Herefter er der fest i teltet, hvor Diskotek Spotlight sørger for at sætte gang i festen.
Hesteprut og borgerbal
Lørdagen åbner med en fodboldturnering for Djurslands mindste fodboldspillere U5, U6 og U8. Kort efter er det de voksnes tur, for her begynder L-TEK Cup. Klokken 13 er der Hesteprut efterfulgt ponyridning for børn. Inden finalen i L-TEK CUP er der straffesparkskonkurrencer for både børn og voksne. Der er om eftermiddagen også livemusik i kaffeteltet.
Lørdagen afsluttes med et borgerbal i teltet, hvor der er garanti for god mad, fantastisk stemning og dans til den store guldmedalje. Til borgerballet serveres der lækkert kød med en masse tilbehør fra Christines Køkken. Musikken står Sindberg Trio + 1 for.
Festligt optog
Sommerfestens sidste dag starter op med et festligt optog gennem byen med Blæseorkestret Søndermarken, NBK’s sportsungdom og forhåbentlig en masse pyntede vogne. Sommerfestudvalget opfordrer alle, der har lyst til at stille med en vogn eller lignende til optoget.
Klokken 13.45 underholder tryllekunstneren Tryllestøv, så der er garanti for et smil på læberne hos både børn og voksne. Herefter blæses det store bankospil SuperChancen i gang , og som altid, kan man vinde et væld af flotte præmier. Der er gevinster for en samlet værdi af over 30.000 kroner.
Sommerfesten sluttes som altid af med en fodboldkamp.
Der er som sædvanligt hele ugen masser af aktiviteter for de yngste, blandt andet i børnehjørnet, hvorfiskedam og flødebollekast er blandt tilbuddene. Der er gratis hoppeborg til små og store hele ugen.
læser
lige nu