»I har gang i noget fedt, og det vil jeg godt være en del af«: Ree Park åbner ny legeplads med populær børnebogsforfatter
Ree Park tog chancen og rakte ud til Danmarks største børnebogsforfatter. Nu åbner en helt ny Jakob Martin Strid-legeplads midt i parken.
Mimbo Jimbo, Den Fantastiske Bus, Mormors Gebis og Den Kæmpestore Pære er alle moderne børneklassikere. Netop derfor havde Ree Park længe haft Jakob Martin Strids værker i kikkerten med en drøm om at lade hans fantastiske universer bo side om side med parkens vilde dyr. Det skriver parken i en pressemeddelelse.
»Vi vendte idéen internt igen og igen med et stærkt og opbakkende bagland. Vi tog på studietur til Kristiansand og så, hvordan Kardemommeby og Hakkebakkeskoven var blevet en velintegreret del af deres flotte dyrepark. Og så prøvede vi,« fortæller Pierre Skovgaard fra Ree Park.
Modet skulle der til. Jakob Martin Strid er Danmarks største børnebogsforfatter i nyere tid og den første danske vinder af Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Gyldendal har ikke set tilsvarende bogsalg siden Harry Potter.
»Vi var indstillet på, at det kunne blive et nej tak. Men vi rakte ud og tog en snak. Og en mere. Vi talte om dyr, om naturbeskyttelse og om, hvad Ree Park egentlig går og laver. Vi lærte hinanden at kende og blev kun endnu mere sikre på, at der var et vanvittigt fedt match,« siger Pierre Skovgaard.
Meldingen fra Jakob Martin Strid var klar:
»I har gang i noget fedt, og det vil jeg godt være en del af. Hvis vi kan give gæsterne i parken nogle gode og sjove oplevelser, så er det godt i sig selv. Men det kan også føre til, at de kommer til at tænke over, at vi skal værne om de vilde dyr og de steder, hvor de bor.«
Fra legeplads til festival
Med Jakob og Gyldendal med ombord gik Ree Park i gang med at finde den rette partner til at bygge legepladsen. Valget faldt hurtigt på KOMPAN, som med stor begejstring og dygtighed har skabt en legeplads, man kan opholde sig i længe. Resultatet er Den Lille Dal, en mere end 2.000 kvadratmeter stor Strid-legeplads midt i parken.
Historien kunne være sluttet med en ny legeplads. Men så skete der noget, som ingen havde planlagt. Da Ree Park fortalte lokalt om samarbejdet, tog Ebeltoft simpelthen over.
Handelsstandsforeningen meldte sig. Syddjurs Kommune meldte sig. Maltfabrikken, Biblioteket og Fregatten Jylland fulgte efter. Idéerne væltede ind, og det, der startede som en legepladsåbning i parken, voksede på rekordtid til en fest for hele byen.
»Ebeltoft viser bare igen, hvordan fællesskabet i byen er helt fantastisk. Vi er blevet overdynget med kærlighed og gode idéer. Og det betyder faktisk, at Jakob selv laver en helt ny udstilling, som bliver gratis at besøge på Maltfabrikken i forbindelse med festen og åbningen af legepladsen,« fortæller Pierre Skovgaard.
Resultatet af det fælles løft er Den Fantastiske Festival, som finder sted 27. og 28. juni i både Ree Park og Ebeltoft. En weekend, hvor parkens vilde dyr, Strids univers og hele byens kultursteder spiller sammen.
læser
Efter længere tids mystik bekræfter Netto: »Det er os, der åbner ny butik i ferieby«
lige nu