Fortsæt til indhold

Du kender julekalenderen, men har du hørt om sommerlågen? To studerende står bag nyt koncept

250 kroner, 12 låger, 12 oplevelser. Ny oplevelseskalender har set dagens lys.

Kultur og byliv

Cecilie Harbo og Victoria Høgh er begge studerende på Erhvervsakademi Aarhus. I forbindelse med en skoleopgave kom de på et koncept, de selv tror så meget på, at de nu fører det ud i livet.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

Idéen kalder de ’Sommerlågen’. Det er en fysisk oplevelseskalender med 12 låger – lidt ligesom en julekalender bare om sommeren.

Bag hver låge er en oplevelse hos en lokal samarbejdspartner i Aarhus: Et glas vin hos Pinot Vinbar, en biograftur hos Malling Bio, en salatbowl hos Øens Madhus samt oplevelser hos Kazo Izakaya, Aarhus Watersport Complex, Åben Ølbar, Spilcaféen, Friis Cykler, Skejby Fodboldgolf, Øens Madhus, Golfsimulator Aarhus, Match Padel og Pluk Selv Aarhus.

Kalenderen er gyldig fra 1. juni til 31. august 2026. Den koster 250 kroner, men har en samlet oplevelsesværdi på 1.665 kroner.

Sommerlågen kan købes fysisk hos Øens Madhus og Pinot Butik og Bar samt på www.sommerlaagen.dk. Pressefoto

De to studerende skriver, at Sommerlågen skal få flere til at opleve byen og støtte lokale erhvervsdrivende.

»Vi er begge nye tilflyttere, og vi synes, at byen har fantastisk meget at byde på, og i stedet for at lave en almindelig case, hvor der måske er mest fokus på salg, lavede vi et benspænd for os selv, hvor vi ville skabe noget, der giver værdi hele vejen rundt. Værdi til dem, der bruger kalenderen, til de lokale, fysiske forretninger og til Aarhus som by. De lokale steder er med til at gøre Aarhus til Aarhus, og vi håber, at vi kan være med til, at flere får øjnene op for dem,« siger Victoria i pressemeddelelsen.

For hver solgt kalender donerer Sommerlågen 10 kroner til Aarhus Hjælper – en frivillig forening, der samler ind til socialt udsatte børn, unge og voksne i Aarhus.

Det visuelle udtryk på Sommerlågen er skabt af den lokale kunstner Anna Lysdahl, der har illustreret et kort over Aarhus med alle 12 samarbejdspartnere.

Læs mere på www.sommerlaagen.dk